Kommunens kontorer på Ullasvej. Foto: Jens-Erik Larsen

‘Den hjemlige uro vokser’

Sagsbehandlere og socialmedarbejdere på børne- og familieområdet i Bornholms Regionskommune varetager for tiden henvendelser fra langt flere familier end normalt.

For med coronakrisen er fulgt en stigende usikkerhed, der gør, at det lige nu ikke kun er udsatte børn og familier, som man i kommunen rådgiver, oplyser centerchef Anders Fløjborg.

– Flere familier, vi tidligere ikke har haft kontakt med, oplever, at de har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. De kontakter i stigende grad vores medarbejdere eller vores åben anonyme rådgivning. Her taler vi om helt almindelige familier, der hverken er præget af uro eller voldsomme omstændigheder i hjemmet, men som føler sig udsat lige nu midt i corona, siger Anders Fløjborg.

Familierne ønsker blandt andet vejledning til, hvordan de håndterer fjernundervisning, børnenes legeaftaler, og hvordan man overordnet håndterer en familiesituation, der lige nu er bundet til hjemmets fire vægge.

– Jeg deler det billede, som vi ser på landets kvindekrisecentre, om, at den hjemlige uro lige nu vokser. Hos nogle vokser den meget voldsomt, og dem ser vi selvfølgelig helt af sig selv, fordi vi modtager en underretning. Men så er der også familier, der oplever uvante problematikker i forbindelse med nedlukningen, og som rækker ud af sig selv. Og det er meget positivt, at de også bruger os, siger Anders Fløjborg.