Foto: Jakob Nørmark

Jesus taler til Maria på hjørnet af Åvej og Smallesund

De højhellige påskedage bliver uden gudstjenester i landets kirker – en ufattelig situation, der ligesom alle andre annullerede arrangementer er forårsaget af en genstridig virus, som risikerer at sætte sig i lungerne på unge som gamle.

I Rønne har præsterne i folkekirken flyttet fortællingen om påsken ud under åben himmel. I både den nordlige og sydlige del af byen kan man disse dage gå en tur fra post til post og lære om påskebudskabet med handlingen fra Bibelen.

Ruterne begynder og slutter ved byens to sognegårde på Åvej 2 og Søndergaards Allé 1.

Bornholms Tidende vælger den nordlige rute fra Åvej. Den er cirka 3,5 kilometer lang og dermed nogle få hundrede meter kortere end den anden rute. Ved sognegården ligger en stak skattekort i en plastikkasse, men da jeg er taget af sted uden handsker, nøjes jeg med at tage et billede af ruten, så jeg ikke behøver at løfte låget. Fysisk kontakt er dermed undgået, og jeg går af sted med opfordringen “husk at holde afstand” i baghovedet.

Det er dog intet problem, da jeg ikke støder på andre under den bibelske skattejagt i beboelseskvarteret.

Den første post finder jeg ud for svenskerhusene på Værmlandsvej. “Palmesøndag” står der med store bogstaver på det øverste af to laminerede papirark, hvor der også et citat fra en salme.

“Gør porten høj, gør porten vid! Den ærens konge kommer hid; han hersker over alle land og er al verdens frelsermand”.

En QR-kode gør det muligt at lytte til hele salmen, som har nummer 84 i salmebogen.

Hver post har en familieaktivitet, og her på første post er det også en omskrevet fællessang – “jeg er et lille æseldyr…” på melodien fra “Lille Frække Frederik”.

Jeg undlader at bryde ud i højstemt sang mellem træhusene og læser i stedet bibelverset om Jesu ankomst til Jerusalem på æselryg palmesøndag, inden jeg går videre til næste post.

Foto: Jacob Jepsen

De, som i påskedagene går ruten, kan lære om påskebudskabet i kronologisk orden – fra palmesøndag til anden påskedag. Hvis man er af sted sammen med sine børn eller børnebørn er der mellem posterne en god anledning til at snakke om de emner, som familieaktiviteten foreslår:

“Fortæl hinanden om jeres gode venner, og hvad en god ven er,” står der for eksempel i den anden ende af Værmlandsvej.

Jeg fortsætter rundt og passerer skærtorsdag på Haslevej, inden Jesus havner på korset ved siden af to forbrydere på Thorkildsvej. På Rønne Stadion Nord får jeg lyst til at tage en pause. Jeg tester om QR-koden virker – og vupti, med det samme er jeg inde på en video, hvor DR’s Pigekor og Nabiha synger “Hil dig, frelser og forsoner”. Jeg lægger mig i græsset og nyder en af de flotte, triste salmer, men musikken skal konkurrere med højttalerne, som et par fodboldspillende drenge har tændt. De står på RIK’s multibaner med behørig afstand mellem hinanden og træner skud, mens alle organiserede træninger og kampe er aflyst, nu hvor turneringen ellers er i gang.

Nedlukningens tristesse harmonerer med langfredag-posten, men livet går jo videre, og man kan stadig gå udenfor med en fodbold, så der er vel en form for håb.

“Bed en lille bøn for, I kender, som har det svært lige nu”, læser jeg, inden jeg fortsætter min færd.

På Østerled oprinder påskedag:

“En engel kom ned fra himlen og flyttede stenen væk fra Jesu grav. Soldaterne, der holdt vagt, blev så bange, at de faldt om,” står der i bibelcitatet.

Hvad der herefter sker, må man vente til Smallesund for at få svar på. På denne post med overskriften anden påskedag går Maria Magdalene og to kvinder ud til den tomme grav, hvor de møder to engle: “Jesus er ikke her. Jesus lever”, siger englene.

Påskerundturen afsluttes med en velsignelse, som havde vi været i kirken.

Posterne er lette at finde. De står ud til vejen og Skt. Nicolai Kirke har sat dem op med tilladelse fra grundejerne. De to ruter bliver taget ned efter påske, fortæller sognepræst Peter Hauge Madsen, der i fredags monterede påskeruterne.