De fleste deltagere i Bornholm Rundt Marchen har ømme ben efter den tre dage lange vandring langs Bornholms kyst. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Bornholm Rundt Marchen venter til 2021

Sidste år deltog 415 traveglade i Bornholm Rundt Marchen, der finder sted i begyndelsen af juli. Årets planlagte udgave er aflyst, meddeler formanden for foreningen bag marchen.

– Vi havde i Gangforeningen Rotna allerede valgt at aflyse Bornholm Rundt Marchen d. 3.-5. juli 2020 og lagt dette på vores hjemmeside, lige før Mette Frederiksen lukkede det hele ned til slut-august, skriver formand Vagn Brandt Sørensen i en mail til pressen.

Nedlukningen af store arrangementer gælder indtil udgangen af august, men Gangforeningen Rotna overvejede ikke at flytte marchen til efteråret.

– Da vores march er så integreret et arrangement i den første weekend i juli på Bornholm, har det overhovedet ikke været på tale at flytte den til senere på året. Vi ser frem til at afvikle Bornholm Rundt Marchen 2021 i dagene 2.-4. juli, siger Vagn Brandt Sørensen.