Foto: Bornholms Museum

Leder: Den ‘aflyste’ befrielse – den nye ‘besættelse’

Ingen ved hvilken situation, det øvrige Danmark er i, når nationen den 4. maj sætter lys i vinduerne for at markere og fejre 75-året for befrielsen den 5. maj. Men måske gav Bornholm i går en forprøve på hvor afdæmpet, det kommer til at foregå. Det er som om, vi er ramt af en ny besættelse af en ukendt fjende.

Som bekendt blev Bornholm ikke en del af den fælles danske befrielse fra tyskerne. Den 7. og 8. maj bombede russerne Nexø og Rønne. Ifølge kilderne døde blandt andre 10 bornholmere, og godt 6.000 mennesker mistede deres bolig. Nexø især blev hårdt ramt. Over 700 af byens dengang 900 huse blev ramt. Den 9. maj gik de første russiske styrker i land. Mens de allierede passivt så til, erobrede Sovjetunionen Bornholm.

Først 5. april 1946 forlod russerne Bornholm.

– Man følte sig svigtet af Danmark. Man var forladt og alene. Mens resten af Danmark fortsatte euforien, så gik det jo helt galt herovre.

Sådan sagde pastor Jens Borg Spliid til Bornholms Tidende den 23. februar 2020, dengang verden stadig fremstod normal og til at bevæge sig i. Dengang vi kunne tænke fremad og lægge store planer.

Jens Borg Spliid er sognepræst ved Nexø Kirke, og anledningen til interviewet i februar var, at han den 6. maj 2020 klokken 19.30 – om en måned – ville slå kirkens døre op for en særgudstjeneste, som både borgmesteren og statsministeren skulle inviteres til.

Gudstjenesten skulle vise den følelsesmæssige rutsjetur, som bornholmerne oplevede, da resten af landet blev befriet og skulle arrangeres i samarbejde med Nexø Museum og Bornholms Museum og inddrage både det historiske og det åndelige. Gudstjenesten skulle være delt op i tre moduler. Først ro, glæde og begejstring, så rædsel og desperation og til sidst håb. Der skulle være spotlights, der fejede hen over kirkevæggene som flak-ild og billeder af den sønderbombede by.

Det var storstilede og smukke planer, der kræver megen planlægning. Men planerne er udsat. For vi er alle passagerer i en helt anden rutsjetur, som vi ikke kan se enden på. Alle kirkelige aktiviteter i selve bygningen er indstillet på ubestemt tid. Og som det hedder på kirkens hjemmeside:

“Der bliver altså intet onsdagstræf, ingen filmaftner, ingen menighedsrådsmøder og heller ingen påskemiddag i præstegården. Babysalmesang, mindegudstjeneste for bombningen af Nexø og alt – det hele er væk.”

 

Vi holder os i gang på trods

 

Dog: Alt er ikke væk. For Nexø Kirkes medarbejdere vil holde festgudstjeneste påskedag og lægge det op som et link, der kan følges på hjemmesiden og via kirkens gruppe på Facebook.

Og sådan kører store dele af livet videre på en anden måde. Vi holder os i gang på trods. Og vi har brug for at huske det positive og sætte tingene i perspektiv, trods krise, tragiske dødsfald, fyringer og ensomhed.

Bornholm og resten af Danmark har reageret på den nye fjende. Mange vil dø, men langt færre, end hvis vi ikke havde rykket sammen – hver for sig – og håndteret krisen med stor disciplin og personlige ofre.

Lad os give ordet til Jens Borg Spliid, der havde så store ambitioner om at markere befrielsen, men blev slået af banen af en ny “besættelse”. Men lad os huske, at andre er langt hårdere ramt. Også når krisen er overstået.

“Der dør 25.000 af sult hver dag i Afrika. Der er altså steder i verden, der er hårdere ramt end os selv,” skriver han.

Vi er blandt de privilegerede. Vi har siden befrielsen af Bornholm med flid og snilde og solidaritet fået opbygget en velfærdsstat, der beskytter os. Lad os være ydmyge over det. Mens vi kæmper videre, det bedste vi har lært.