Arkivfoto: Tommy Kaas

Christiansø: De første edderfugle har lagt sig på rede – og de får en fredelig påske

Der gøres klar til nye kuld flyvefærdige edderfugle på Christiansø.

De første hunner har nemlig lagt sig på rede. Og det er et dejligt syn, lyder det på Christiansøs facebookside.

– I år har de en ekstra fredelig påske, for de sædvanlige øgæster må vente lidt med at komme, lyder det fra Øen.

Christiansø oplyste tidligere på måneden, at sæsonen er udskudt på grund af coronakrisen. Derudover frarådes alle ikke-nødvendige rejser til og fra Christiansø, fortalte administrator Jens Peter Koefoed.

– Vi har endnu ikke registreret tilfælde med coronasmittede på Christiansø, og det vil vi gerne kunne fastholde så længe som muligt, lød det i sidste uge.

I edderfuglenes yngletid, som er fra 1. april til 15. juni, er færdsel uden for murene ikke tilladt på Christiansø.