Redskaberne er nu igen fundet frem på de bornholmske kirkegårde, her i Rønne. Foto: Jacob Jepsen

Kirkegårde bliver igen vedligeholdt: En stor lettelse

De bornholmske kirkegårde bliver nu igen vedligeholdt. Kirkegårdsansatte var ellers i første omgang omfattet af regeringens nedlukning af den offentlige sektor. Men i sidste uge blev det godkendt, at graverne nu igen må gå på arbejde. Dog i mindre omfang end normalt.

Provst Johannes Gregers Jensen er meget glad for, at kirkegårdene nu igen bliver vedligeholdt. Havde det ikke kunnet lade sig gøre, skulle den bornholmske folkekirke ud i et omfattende og dyrt genopretningsarbejde på den anden side af corona-krisen.

– Det var en stor lettelse for os. Hvis kirkegårdene fik lov at stå i bare to måneder, så ville det tage minimum et år og rigtig mange ekstra arbejdstimer at rette op på dem igen. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have klaret det. Nu er opgaven med at få styr på kirkegårdene meget mindre end det, fortæller Johannes Gregers Jensen.

Regeringens beslutning om at lade nogle vende tilbage på arbejde omfatter offentligt ansatte, hvis opgaver foregår udendørs og ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt.