Foto: Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse før påsken: Pas på buræg i produkter, du ikke normalt forbinder med æg

Påskefrokosterne står for døren, og selv om de på grund af coronakrisen ikke bliver med hele familien samlet, så forudser organisationen Dyrenes Beskyttelse, at der stadig bliver handlet ind til påskebordet.

Og i den forbindelse er chefkonsulent Pernille Fraas Johnsen ude med en advarsel:

Hvad mange danske forbrugere nemlig ikke bemærker på indkøbsturen er, at der gemmer sig æg i produkter, de ellers ikke forbinder med æg, og her lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse, at man som forbruger kigger godt efter på ingredienslisten, hvis man ønsker at gå uden om æg fra burhøns.

– Udover de æg vi blandt andet bruger på rejemaden og i æggesalaten, gemmer der sig skjulte æg i rigtig mange færdigprodukter. Det gælder for eksempel pasta, småkager og mayonnaise, der ellers ikke forbindes med æg, men ikke desto mindre er de lige så vigtige at gå udenom, siger Pernille Fraas Johnsen ifølge en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse.

Så selv om æggebakkerne med buræg er væk fra køleskabet i supermarkederne, findes der stadig æg fra burhøns i en lang række forarbejdede produkter, advarer organisationen.

– Så hvis man i forvejen bevidst undgår buræg, kan man alligevel komme til at støtte burægsproduktionen ved at købe produkter, der indeholder skjulte buræg, lyder det.