Arkivfoto: Berit Hvassum

Politiets fornemmelse: Det kan være blevet svært at få fat i stoffer under coronakrisen

Coronakrisen kan generelt have forstyrret tilførslen af stoffer i misbrugsmiljøet.

Torsdag døde en mand i 20’erne, formentlig efter en overdosis, oplyser politiet, der undersøgte dødsfaldet i Rønne som mistænkeligt uden dog at finde anledning til at tro, at der havde fundet noget kriminelt sted.

Bornholms Politi har i den forbindelse svært ved at sige “noget skårsikkert” om tilførslen af stoffer til Bornholm under coronakrisen. Det fortæller politikommissær Mikkel Gregersen.

– Men jeg har en fornemmelse af, at det kan være svært at få fat i tingene lige nu. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men man kunne jo godt forestille sig det, når nu transport og grænser og så videre bliver lidt mere nidkært bevogtet for tiden, siger han til Bornholms Tidende.

Hvis det er en, der er vant til at omgås narko, kunne man måske forestille sig, at sådan en overdosis kan skyldes, at der pludselig var tale om nogle andre stoffer end dem, han plejede at tage?

– Dét kan jeg ikke umiddelbart sige noget om, men det er sådan noget, obduktionen eventuelt kan bidrage til at give os en indikator på, siger Mikkel Gregersen.