Tegning: Jørn Villumsen (Udsnit)

Leder: På line mellem to virkeligheder

Vi har været så længe i mental og praktisk undtagelsestilstand, at der i dag ganske bizart findes flere virkeligheder. Der er den, vi lever i for tiden, hvor vi har begrænsede liv og skal huske en hel masse nye regler om blandt andet at holde afstand.

En nærmest usocial konstruktion, hvor det er blevet en dyd at opføre sig ubehøvlet. Hvor er det godt, du husker ikke at kramme og give hånd. Hvor er det ædelt, du ikke besøger de ældre medborgere. Hvor er det prisværdigt, du sidder der helt alene og ikke blander dig med andre mennesker.

Og der er den gamle virkelighed, som vi hele tiden skeler over til, fordi den minder os om det liv, vi levede engang.

I et afsnit af DR-programmet Alene i Vildmarken, hvor mennesker skal overleve alene i naturen, forklarede en af deltagerne forleden, at hans strategi var slet ikke at tænke på familien, for gjorde han det, brød han sammen. Han er placeret i en falsk virkelighed, hvor mindet om den gamle i sig selv er undergravende for chancen for at klare missionen længst muligt.

Men vi er ikke i en falsk virkelighed. Vi er i en ny, som vi håber snart bliver erstattet af den gamle. Derfor låner vi en gang imellem lidt minder og håb fra det liv, der snart skal komme tilbage.

Har I det ikke sådan? Det er som at danse på line, forsøge at holde balancen mellem de to virkeligheder. Mindet om den gamle virkelighed må ikke fylde for meget, for så kan vi ikke holde ud at være i den nye. Men omvendt, hvis vi helt fortrænger den gamle virkelighed, bliver det trøstesløst at befinde sig i den nye.

Det er det, statsminister Mette Frederiksen markerer, hun er bevidst om, når hun varsler, at vi måske kan få lidt af den gamle virkelighed tilbage – hvis vi overholder reglerne i den nye virkelighed.

Det sjove er, at vi idylliserer den gamle virkelighed mere og mere, efterhånden som det går op for os, hvor hårdt savnet af almindelig omgang med andre mennesker er. Så fantastisk var alting jo heller ikke.

Hvad er det, vi har mistet? Dybest set er det eksistentielt. Vi har mistet det frie valg. Det selv at afgøre, hvad vi vil, hvornår vi vil, med hvem vi vil det. Det er det tab, der gør ondt. Tabet af valget er også tabet af livet, som vi normalt lever det.

Hvad gør mest ondt? At du ikke kommer til Mallorca? Eller at du ikke selv bestemmer, om du gør det? Det sidste. For du kunne sagtens have fravalgt en rejse og have fred i sjælen alligevel. Fordi det var dit valg.

Men nu bestemmer du ikke selv over dit nære liv. Og det er umenneskeligt.

Det sjove er, at vi jo ikke har mistet valget. Vi har bare afstået fra at foretage det. Og det er endnu sværere. Hvis det bare var direkte forbudt at rejse, hvad det ikke er, så var situationen nemmere. Så kunne vi jo gøre oprør mod den, hvis vi var uenige.

Men myndighederne holder os i et moralsk jerngreb. De appellerer til vores ansvarlighed og sammenhold. Og fordi vi tror på dem, så overholder vi reglerne. Vi er tro mod autoriteterne. Autoritetstro. Og det er måske det allersværeste. At vi skal fravælge det liv, vi kender og kan lide, med påskefrokost og sammenkomst, fordi en autoritet har bedt os om det. Men ikke forbudt os det.

Sådan fungerer den danske folkesjæl ikke. Vi krydser et fodgængerfelt, som vi vil, også hvis der er rødt, og der ingen kommer. Det er vel lige før, vi ikke ville gå over for rødt, hvis man måtte. For det er jo farligt.

Det er fraværet af muligheden for at foretage ufornuftige, men egne valg, der er det værste i undtagelsessituationen. Vi er sat under et regime, vi ikke normalt anerkender. Vi bliver forført og holdt på plads af statsministerens demagogiske retorik, hvor hun skaber samling. Vi ligefrem hylder hende for at have demonteret vores liv totalt.

Tænk at vi som mennesker kan bringes i en situation, hvor en enevældig og autoritær ledelse kan beherske vores privatliv. Med stor sandsynlighed er det rationelt – men bemærk rationalet er et andet i Sverige. Så danske myndigheder har altså foretaget et yderligtgående valg, der helt udsletter vores egne muligheder for at vælge, på et grundlag, vi er nødt til tro, er det rigtige.

Tegning: Jørn Villumsen

Det er jo rent mentalt det rene Nordkorea. Vi sidder i præcis samme jerngreb, som vi normalt ikke har respekt for regerer i andre lande. Vi har uden modstand og med enorm disciplin accepteret at lade vores demokratiske frihedsrettigheder sætte ud af spil. For eksempel forsamlingsfriheden.

Og vi er der, hvor TV2 sidste lørdag direkte opfordrede børn til på tv at vise deres anerkendelse af statsministerens indsats. Det lød blandt andet fra de særligt udvalgte børn: ”Hej Mette. Det må være virkelig svært at styre et land lige nu.” Og: ”Jeg elsker hjemmeskole!”

Er det en attitude, der er sund for folkesjælen? Ikke hvis vi tager den med over i den gamle virkelighed, når returbussen kører.

Og ved siden af den arrangerede tilbedelse har vi også accepteret, at folkestyret tager sig meget vide beføjelser. Et flertal i Folketinget har sågar vedtaget højere straffe for forbrydelser begået i relation til krisen. Uden at det har skabt folkeligt oprør.

Konklusionen er altså, at vi er enormt nemme at kontrollere og styre. Så længe autoriteten taler tydeligt, og vi har respekt for hende. Hvorfor løber vi ikke ud i gaderne og fester og krammer hinanden? Fordi vi tror på det, Mette siger. Og fordi vi er bange for at dø – hvilket måske heller ikke er så meget anderledes end at leve under et enevældigt politisk regime med brutale magtmidler.

Tænk sig, at vores autoritetstro og vores angst for en virus var det eneste, der skulle til, før vores etablerede livsbalance kæntrede. Det synes jeg vi skal tage med over i den gamle virkelighed. Når linen igen spændes op, og vi sikkert kan balancere over, hvor det er sjovere, så skal vi huske, hvor sårbar den konstruktion, vi bekender os til, er.

Og ikke mindst at vi som frie mennesker i et frit samfund aldrig er friere, end at vi fra den ene dag til den anden lader os indespærre og korrigere helt ned i de mest private detaljer.

På grund af angsten for noget, vi ikke kan se, men som nogen siger, er der. Hvis det var en film, ville vi ryste på hovedet over hele præmissen og afvise den som uvirkelig. Vi ville forvente, at helten i filmen udfordrede systemet og afslørede, at det hele var manipulation med et gustent formål. Og vores instinkt for frihed og retten til at vælge ville blive vakt. Vi ville kæmpe. Og vi ville vinde.

Men det sker ikke. Vi venter bare pænt på, at Mette siger: Nu må I godt igen!

Det er tankevækkende. Og lidt skræmmende.