Foto: Jacob Jepsen

Stor ordre fra Region Hovedstaden sikrer job hos Almeborg

Mens coronakrisen går hårdt ud over andre virksomheder, er den medvirkende til, at Ole Almeborg A/S har kunnet fastholde beskæftigelsen – trods de udfordringer, som maskinfabrikken i Hasle også oplever.

Almeborg har fået en ordre på 500 transportvogne til Region Hovedstaden, og den redder i den kommende måned arbejdspladserne i Hasle – som det ser ud nu.

– Ellers havde vi stået i samme situation som mange andre. Alle vores forhandlere skal arbejde hjemmefra og må ikke besøge kunder. Når lagrene rundt om i Europa så er fyldt op, skal de ikke have mere. Det ene er, at der ikke kommer nogen ordrer ind på bogen, det andet er, at det også begynder at knibe med at få delene ind fra Europa. Så ordren var meget kærkommen, siger ejer og direktør Michael Almeborg.

– Transportvognene bruges til materialer, som transporteres rundt til regionens hospitaler. Normalt bliver vognene kørt til hospitalerne, så bliver de tømt og kørt tilbage til regionslageret og fyldt op med nye materialer. Men da man fyldte depoterne op på hospitalerne, fik man ikke nogen vogne retur til lageret, så man stod i bekneb for vogne for at få logistikken til at fungere, forklarer Michael Almeborg.

Michael Almeborg. Foto: Jens-Erik Larsen1

Det skulle gå stærkt

Så da Almeborg fik ordren, skulle det gå stærkt:

– Vi ville normalt have brug for otte uger, før vi kunne begynde at levere. Men vi fik otte dage til at starte leverancen. Det er medarbejdernes fortjeneste, at det har kunnet lykkes. Der blev arbejdet i hele weekenden for, at vi kunne levere de første vogne i mandags. Det er selvfølgelig på en lidt kedelig baggrund, men det er rart at se, at medarbejderne stiller op og siger, at selvfølgelig løser vi det, siger Michael Almeborg.

Direktøren oplyser, at man er færdige med ordren til Region Hovedstaden i den første uge af maj.

Er der så arbejde til alle mand indtil da?

– Som tingene ser ud i dag, er der ordrer til, at vi kan beskæftige alle vores medarbejdere indtil da. Men i øjeblikket ændrer det sig dag for dag. Nogle bestiller nyt, andre annullerer, eller også kan vi ikke få fat i delene, så vi skal omlægge produktionen.

– Vi tager en dag ad gangen. Der er ikke andet at gøre, slutter Michael Almeborg.