Visby, Gotland. Arkivfoto: Tommy Kaas

Gotlands folkemøde aflyst: Det er med i drøftelserne, siger Winni Grosbøll

Det svenske folkemøde Almedalsveckan, der skulle være afholdt i dagene 28. juni til 5. juli er blevet aflyst på grund af coronavirus.

Det oplyser Almedalsveckan på sin hjemmeside.

Beslutningen er taget, efter at Folkhälsomyndigheten, den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen, onsdag skærpede sine anbefalinger for at begrænse udbredelsen af coronavirus.

En af anbefalingerne er, at foreninger skal udsætte årlige møder eller afholde dem digitalt.

Winni Grosbøll: Indgår i drøftelserne

Det årlige folkemøde på Bornholm er skabt med inspiration fra netop Almedalsveckan på Gotland.

Folkemødet i Allinge er i år sat til at blive afholdt 11.-14. juni.

Bestyrelsen bag folkemødet mødes fredag for at drøfte afholdelsen af mødet i 2020.

Borgmester Winni Grosbøll (S), som sidder med i bestyrelsen, fortæller i en mail til Bornholms Tidende, at hun har svenskernes udmelding og organisationen Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) anbefaling om at aflyse med i betragtning fredag.

– Spørgsmålet om Folkemødet 2020 er på dagsordenen på bestyrelsesmødet i morgen, her er jeg sikker på, at både FH’s henvendelse og Almedalsvckan indgår helt naturligt i drøftelserne, lyder det fra borgmesteren.