Kasper Westh. Eget foto

Fynbo efter påskedebat: Vi udskyder rejsen til næste år

I en artikel i Bornholms Tidende fredag den 27. marts efterspurgte Kasper Westh fra Odense en officiel udmelding fra borgmester Winni Grosbøll om, hvorvidt han og hans hustru, Marianne, egentlig i disse coronatider var velkomne på Bornholm i påsken, hvor de havde lejet et sommerhus.

Borgmesteren afviste dog dagen derpå, i lørdagsavisen, at hun havde en officiel holdning til, om Bornholm skal være åben eller lukket, idet hun dog henviste til statsminister Mette Frederiksens udmeldinger om “at man skal lade være med at rejse mellem landsdele”. Og Winni Grosbøll konkluderede:

– Vi navigerer efter, at statsministeren siger, at vi nok ikke skal tage nye steder hen og udforske nye feriemål. Til gengæld vil vi rigtig, rigtig gerne se familien Westh på øen i efteråret, og da har vi måske også meget mere at tilbyde.

Artiklen havde en effekt på Kasper Westh, kan han oplyse nu:

– Jeg læste Winni Grosbølls kommentar i lørdagsavisen, og ud af den udledte jeg, at selv om der ikke gælder noget regionalt rejseforbud, så var den underliggende tone, at det var bedre, vi blev væk. Så nu har vi udskudt vores påskeferie til næste år. Udlejningsbureauet tilbød det, og så tænkte vi, at så gør vi det. Men i tillæg har vi flyttet vores færgebillet til pinsen i år i håb om, at samfundet til den tid er åbnet mere op.

Forelagt dagens interview med borgmester Winni Grosbøll, siger Kasper Westh:

– Der kan man bare se. Jeg synes, det er morsomt, at hun er ærlig nok til at sige, at hun har skiftet holdning 100 gange i den her proces. Det tror jeg sådan set, at vi er rigtig mange, der har.

Kasper Westh har også fanget noget af debatten om problematikken på Facebook, selv om det ikke er et medie, han ynder at frekventere.

– Jeg synes, det er et jammerligt og puerilt medie, hvor folk siger åndssvage ting, som man helst skal glemme med det samme – lige som i øvrigt kommentarfelterne til aviserne på nettet, siger han.

– Det er gerne de mærkeligste kommentarer, folk lufter der. Men jeg har da – uden at dykke dybt ned i det – registreret nogle ting på Facebook om den her problematik, som virker meget firkantede, kan man vist roligt sige. Det fremstilles, som om Bornholm kan undgå coronakrisen, bare man isolerer øen, men det er ikke virkeligheden.

Ærlig talt

Nej, for nu ligger vi lidt over landsgennemsnittet af smittede set i forhold til befolkningsstørrelsen?

– Ja, det har jeg lagt mærke til. Som sagt har vi på baggrund af det, borgmesteren sagde i weekenden, udskudt påskeferien, men i den beslutning indgår der sådan set mange forskellige ting, for uanset at vi godt kunne køre direkte til sommerhuset og gå ture, så forsvinder noget af charmen ved Bornholm ærlig talt, når man kun kan være der på den måde. Så i sidste ende vil vi sådan set under alle omstændigheder hellere udskyde det.

Fordi alt er lukket – restauranter, museer og så videre?

– Præcis. Ja, jeg havde faktisk håbet, jeg kunne opleve sæsonåbningen af Kadeau, men det kommer jeg så ikke til nogensinde igen, kan jeg forstå! Det er godt nok ærgerligt, siger Casper Westh med reference til, at restauranten i Vestre Sømark er begæret konkurs.

Hvis nu du havde læst dagens interview med borgmesteren, inden I tog beslutningen om at udskyde påskeferien, ville det så have ændret noget?

– Nej, faktisk ikke. Jeg synes sådan set, det er nogle meget ærlige overvejelser, Winni Grosbøll kommer med i artiklen. Havde vi haft børn, som havde behov for at komme mere ud i luften, kunne det godt ha’ været, vi ville tage afsted. Men nu er det bare Marianne og mig. Godt nok har jeg også en mor i Rønne, som meget gerne ville have haft besøg, men det må hun så vente med – og det ville hun sådan set have skullet uanset hvad, for vi kunne alligevel ikke ha’ besøgt hende på den rigtige måde, for hun er jo ældre dame, siger Kasper Westh.