Gang i Svanekehallen. Arkivfoto: Allan Rieck

Tomme haller bliver sat i stand – én får nyt lys: Det er en ‘rigtig, rigtig fin opdatering’

Håndboldspillere er der ingen af i idrætshallerne i denne tid. Der er heller ikke nogen badmintonspillere eller floorballspillere. Hallerne ligger stort set øde hen, fordi alle idrætsaktiviteter er sat på pause. Når spillerne vender tilbage, vil de i to af hallerne opleve markante forandringer, som idrætsinspektør Carsten Clemmensen betegner som pænt store projekter.

– Dels skal vi i gang med at lægge nyt gulv i Rønne Idrætshal. Det skulle vi faktisk have gjort allerede sidste år, men vi kom lidt sent i gang med projektet, så vi skød det til i år i stedet for. Det andet projekt er jeg rigtig, rigtig glad for. Det er i Svanekehallen, hvor vi skifter til LED-lys, siger han.

Et helt andet skær

Bornholms Idrætsområder har holdt licitation på arbejdet i Rønne Idrætshal. Den blev vundet af Junckers, som lægger nyt gulv i hele den store hal. Samtidig laver man en gennemgribende isolering af gulvet.

– Det bliver rigtig spændende. Vi har i mange, mange år haft et mørkt gulv i Rønne Idrætshal, og nu går vi over til et lysere gulv. Vi har aftalt med Junckers, at vi skal have lagt et askegulv. Det er en meget lys træsort, og der er ingen tvivl om, at det kommer til at ændre lidt på Rønne Idrætshals udseende, fortæller Carsten Clemmensen.

Det betyder, at brugerne skal vænne sig til et helt andet skær, når de tager hallen i brug igen.

– Det skal nok gå, tror jeg, lyder det fra Carsten Clemmensen.

Rigtig fin opdatering

Da de sportslige aktiviteter blev sat på pause på grund af coronavirus, satte det kommunale idrætsområde sig sammen med kollegerne i den kommunale ejendomsservice for at finde ud af, om de kunne udnytte det faktum, at hallerne står tomme.

I Svanekehallen faldt valget på at skifte de nuværende lysstofrør ud med LED-lys. Arbejdet udføres af lokale elektrikere.

– Svanekehallen er en hal, som har en meget, meget dårlig belysning, en meget, meget dunkel belysning. Jeg vil tro, at der er 200-250 lux i Svanekehallen, og det bliver faktisk mere end fordoblet. Vi kommer op omkring 550 lux, siger Carsten Clemmensen.

Lux er en enhed for belysningsstyrke og er et mål for, hvor meget lys der rammer en flade. Ifølge Arbejdstilsynet svarer 200 lux til belysningen på biblioteksreoler, mens 500 lux er på niveau med lysstyrken ved kontorarbejde.

– Det bliver en rigtig, rigtig fin opdatering af Svanekehallen. De har også lige fået nyt lydanlæg, så der er sket rigtig meget i den seneste måneds tid til halvanden, siger Carsten Clemmensen.

Et andet genskin

Skiftet til LED-lys gør det muligt at skrue op og ned for lysstyrken afhængigt af, hvad der skal foregå i hallen. Den mulighed eksisterer allerede i Rønne Idrætshal, og det nye gulv kan betyde, at der kan skrues ned for lyset.

– I dag er det sådan, at vi i langt det meste af tiden i hallen kun kører med 60 procent af maksimal styrke, og det kan godt være, vi kan sætte den ned til 40 procent. Det må lige komme an på en prøve, men teoretisk set kan vi med så lys en overflade køre med noget mindre lys, for det giver et andet genskin, siger den kommunale idrætsinspektør.