Foto: Drone Systems

Forsyningen undersøger fjernvarmenet med droner

Bornholms Energi og Forsyning er i gang med en termografisk undersøgelse af Bornholms fjernvarmenet. Forsyningen er i færd med at gennemse netværket for udslip og utætheder, for at forhindre varme og vandtab. Tidligere har den slags undersøgelser fundet sted med et termografisk kamera og en bil. Men denne gang forsøger Bornholms Energi og Forsyning (Beof) sig med et nyt værktøj, nemlig drone.

– Det er en del år siden, vi sidst har foretaget sådan en undersøgelse af netværket.

– Vi tænkte, vi ville prøve at se, om en drone er et værktøj, vi kan bruge. Fordelen er, at man ser det hele oppefra, og man kan bedre komme til steder, hvor man ikke ville kunne se det med bil. Man kan se, om der er udslip under en hæk, ude på en mark eller inde i folks haver, siger Dennis Maribo Jensen, der er teamleder for varme og decentrale værker hos Beof.

Forsyningen har i den forbindelse samarbejdet med det århusianske droneselskab Drone Systems der er specialister i termisk droneinspektion. Dronen er udstyret med et varmefølsomt kamera, der gengiver forskellige temperaturer i forskellige farver. Mørke farver er udtryk for kolde temperaturer, og lyse farver er udtryk for varme. Billederne sættes sammen til en farvemosaik, der kan give et billede af, hvor der er varmeudslip fra rør under jorden og dermed give et præg om, hvor der skal sættes ind.

Præcist overblik

Ved at termografere fra en drone er det Beof’s håb, at man hurtigt kunne få et mere præcist overblik over, hvor der eventuelt er utætheder og derved hurtigt at kunne gøre noget ved det til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne.

– Normalt kan man ikke se, hvordan rørene ser ud, når de er under jorden. Vi har en flowmåler, der fanger det, hvis der er tale om større lækager, men det har vi ingen indikationer på. Det, vi kan bruge dronen til, er at se, om der er små varmeudslip – for eksempel steder, hvor isoleringen omkring rørene er utæt, og vi kan se, hvordan ledningsnetværket ser ud. Om der er noget, der trænger til at blive skiftet ud. På den måde kan vi bruge det som værktøj, når vi planlægger renovering af netværket i fremtiden, siger Dennis Maribo Jensen.

 

Termografi

Et eksempel på et termografi. Her et billede fra Aars i Jylland, hvor et vandrør er sprunget.

De sorte firkanter er huse, de lilla områder er veje og åbne pladser, mens det lysende orange område viser, hvor vandrøret er åbent, og varmt vand slipper ud.

Foto: Drone Systems

 

Selve inspektionen af varmenettet fandt sted nætterne til torsdag og fredag i sidste uge, hvor droneoperatører fra Drone Systems overfløj Klemensker, Nexø og strækningen fra Hasle til Allinge med en termografisk drone i en højde af 90 meter over jorden.

– Vi valgte at starte med de områder, fordi det er der, der er nogle ældre rør, som vi ved, nok snart skulle efterses. Først skal vi se, om det her er et brugtbart værktøj for os. Når vi har fået resultaterne, må vi vurdere, om det er noget, vi vil arbejde videre med og undersøge flere steder, siger Dennis Maribo Jensen.

Slipper for at grave

Droneløsningen ikke er helt billig, men Dennis Maribo Jensen forklarer, at det godt kan betale sig at få det udført på den måde.

– Det er ikke gratis, lad mig sige det sådan. Men det er penge, der kan være sparet ind igen hurtigt ved at få fikset varmetab på nettet. Samtidig sparer man en xmasse ved ikke at skulle ud og grave vejene op unødigt. Dronen kan være et godt redskab i stedet for at grave lidt i blinde, siger han.

Resultatet af undersøgelsen får Bornholms Energi og Forsyning inden for et par uger. Drone Systems, som står for operationen, er i færd med at analysere på de termografiske data, der skal give et overblik over fjernvarmenettets forfatning.

– I sidste uge havde vi nogle dage med godt og stille vejr efter en periode med megen blæst. Det betyder, at vi var ude til en masse kunder, og derfor er der lige nu en stor mængde data, som vi skal behandle. Vi håber på at have resultaterne for for Bornholms Energi og Forsynings undersøgelse klar inden for de næste par uger, siger Gina Nielsen, salgs- og marketingansvarlig hos Drone Systems.