Foto: Allan Rieck

Winni Grosbøll efter fyringer og konkurs: Nu kigger vi igen ind i en krise

Michelin-restauranten Kadeau i Vestre Sømarken begærer sig selv konkurs, Jensen Denmark med hovedsæde i Rønne fyrer 77 medarbejdere.

Det er de kolde facts, hvortil borgmester Winni Grosbøll blandt andet siger:

– Det viser, at den her situation er rigtig alvorlig. Dels sundhedsmæssigt, men det er altså også rigtig alvorligt rent økonomisk på øen – ligesom i resten af Danmark og i hele verden. Og Jensen Denmark hænger sammen med et globalt marked, som er gået helt ned. Generelt kan jeg se – med den viden, jeg har om erhvervslivet – at det desværre bliver rigtig svært.

Hvordan presser sådan en massefyring konkret kommunens økonomi?

– Først og fremmest er det jo forfærdeligt for de mennesker, som det her rammer, for det handler om privatøkonomi og personlig sikkerhed i forhold til at kunne forsørge sin familie. Jensen har jo tidligere haft store fyringsrunder og er afhængig af et verdensmarkedet, som skal op igen, og så kan man håbe, der kommer genansættelser, når der sker. Men det kan tage måneder.

– Når man kigger på vores ledighedsstatistikker plejer det her at være tidspunktet, hvor folk går i arbejde, fordi turisterhvervet hyrer ind til sæsonen en påske, som står lige for døren, men det kan vi se ikke sker nu. Der er ingen afgang i vores ledighedsstatistikker, til gengæld stiger ledighedstallet i øjeblikket, og når folk kommer på offentlig forsørgelse i en periode, presser det selvfølgelig også kommunens fælles kasse. Så når vi får kort tid siden troede, vi stod ved indgangen til den bedste sæson i mands minde og virkelig kunne se, et Bornholm, som var kommet op og fri af en krise, så kan vi nu se konturerne af, at vi lige nåede op på en top, og så kigger vi igen ind i en krise. Og det er da forfærdeligt.

Regeringen har netop fjernet anlægsloftet for kommunerne, betyder det noget i forhold til at skabe arbejdspladser?

– Det hjælper jo hverken Kadeau eller Jensen. Men det er klart, at når man varsler så mange mennesker fyret, så går vores arbejdsmarkedssystem i gang, og der er blandt andet nogle kompetenceudviklingspuljer, som skal i spil i perioden, indtil produktionen igen kommer op. Så kan medarbejderne blive oprustet i nogle af de kompetencer, de eventuelt mangler. Regeringen har også netop løftet lønkompensationen fra 23.000 kroner og til 30.000 kroner, når virksomhederne hjemsender medarbejdere frem for at fyre dem, og det skal vi nok prøve på sammen med virksomhederne at kigge på.

– Hvad angår Kadeau, så er der ingen tvivl om, at restauranten har haft kæmpe betydning for skiftet i opfattelsen af Bornholm i forhold til at se øen som et kvalitetssted. Det har været med til at rykke hele branchen lidt op på ambitionsskalaen. Det er superærgerligt, de står i den situation nu, så man må håbe, ejerne bag kan kaste sig over andre ting. Men det er jo hele branchen, der er i knæ nu. Det er klart, når der ikke er nogen gæster, konstaterer Winni Grosbøll.