Hvordan det lykkes Kim Thygesen og Carsten Christophersen at komme til Italien, kan ses i tirsdagens afsnit. Foto: TV2

Til Singapore uden fly, kreditkort og smartphone: Bornholmske soldatervenner er med i rejseeventyr på TV2

En dag sidste år sad Kim Thygesen i hjemmet tæt på Nyker og så fjernsyn. Han faldt over et indslag på TV2, der søgte deltagerhold til et nyt rejseprogram.

Inden længe havde han sendt en ansøgning på vegne af ham selv og Carsten Christophersen.

– Jeg tænkte, at jeg ville lave noget sjov med ham, fortæller Kim Thygesen.

– Jeg har altid lavet sjov med Carsten. Engang har jeg pakket hele hans skrivebord ind i cellofan, hver enkelt lille del. Når jeg laver sjov, plejer det ikke at udvikle sig til så meget denne gang, siger Kim Thygesen, der kender Carsten Christophersen, Hasle, fra mange år i militæret.

Ansøgningen førte først til en casting hos produktionsselskabet, og det var første gang, Carsten hørte om Kims overraskelse.

– Jeg håber, at du kan få fri. Vi skal til casting, sagde Kim til Carsten, som var med på at give det et skud.

Udskilningsløb til Singapore

Til prøvefilmingen skulle de vise sig frem foran et kamera. De blev bedt om at fortælle om hinandens styrker og svagheder, og de to soldaterkammeraters historie og dynamik tiltalte tv-tilrettelæggerne. Carsten og Kim endte med at blive udvalgt som et af fem par til programmet “Først til verdens ende”, der har premiere i aften.

Sådan gik det til, at Kim og Carsten en efterårsdag tog til Odense. Her afleverede de deres kreditkort og telefoner, og i bytte modtog de en konvolut med et beløb i kontanter svarende til, hvad to flybilletter fra Danmark til Singapore ville koste – fly var bandlyst som rejseform. De fik også et verdenskort og en GPS, som de ikke kunne bruge til så meget.

Og så gik startskuddet på et eventyr, som seerne kan følge de kommende tirsdage. Målet er at nå først frem til Singapore, og undervejs bliver holdene sorteret fra ét efter ét, hvis de ikke kommer hurtigt nok frem til de indlagte checkpoints.

I første afsnit skal de fem par nå til Venedig.

– Så hurtigt som muligt og så billigt muligt. Og de to ting hænger ikke sammen, fortæller Kim Thygesen om den grundlæggende udfordring.

For de to mangeårige venner og tidligere kolleger var rejsen samtidig en chance for at tilbringe mere tid sammen. For et par år siden stoppede Kim sin militære karriere på grund af PTSD, og uden den daglige kontakt voksede afstanden til Carsten, der fortsat er i opklaringsbataljonen på Almegårds Kaserne.

Rejsen skabte en ny fælles ramme, og i TV2’s beskrivelse af første afsnit stilles spørgsmålet:

“Kan soldaterkammeraterne Kim og Carsten opbygge et venskab uden for Forsvaret?”

Tættere på lokale

De to bornholmere havde et kamera i ryggen, fra det øjeblik de tog af sted fra Odense. På den lange tur mod syd og øst kom de to gamle venner ud i nogle situationer og oplevelser, som de ellers aldrig ville have fået, fortæller Kim Thygesen.

– Vi kom langt tættere på de lokale. Jeg havde aldrig nogensinde backpacket før, og jeg føler, at det var meget heldigt at få den mulighed sammen med Carsten.

Uden kontakt med familien

Begge har været udsendt med Forsvaret flere gange, og på en af udsendelserne var de på samme hold i Afghanistan. Som tidligere udsendte soldater har de altså prøvet at være længe væk fra familien, men på eventyret til Singapore – eller hvor langt de måtte nå – kunne Carsten og Kim ikke være i kontakt med børn og koner, for telefonreglerne var særligt strikse.

– Hvis vi skulle have hjælp af nogle lokale med telefon, måtte vi ikke røre den, men de skulle holde den for os, fortæller Kim Thygesen, der ser frem til at finde ud af, hvordan strabadserne kommer til at tage sig ud på skærmen.

– Jeg glæder mig, men det er velvidende, at det bliver klippet ned til meget lidt, for vi er fem par, der skal dele tiden.

“Først til verdens ende” har premiere i aften, tirsdag 31. marts, klokken 20.00 og kan også ses på TV2 Play.