Foto: Jens-Erik Larsen

Region Hovedstaden med økonomisk håndsrækning til DAT: Ellers måtte vi lukke ruten ned

Region Hovedstaden støtter flyselskabet DAT økonomisk for at opretholde ruten mellem Bornholm og København under coronakrisen.

Støtten sikrer, at bornholmerne kan komme til de nødvendige undersøgelser og behandlinger i København. Samtidig sikrer aftalen, at Bornholms Hospital kan sende nødvendige prøver til analyse i København.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– For Bornholms Hospital og de bornholmske patienter er det desuden afgørende fortsat at kunne sikre transport af tilrejsende sundhedspersonale, der hjælper til på Bornholms Hospital i denne tid, hedder det i pressemeddelelsen.

– Vi skal give bornholmerne samme mulighed, som alle andre har. Flytrafikken er presset i de her dage, så jeg er rigtigt glad for, at vi med en økonomisk håndsrækning nu kan sikre, at bornholmerne stadig kan komme hurtigt til hospitalerne på Sjælland, hvis det er nødvendigt, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Uden støtten havde DAT måttet lukke ruten ned, forklarer Jesper Rungholm, direktør i DAT, i pressemeddelelsen.

– Der er ikke nok passagerer til at bære driften i øjeblikket, og vi fik i sidste uge stillet en støtte i udsigt, som vi nu altså har indgået med Region Hovedstaden, siger Jesper Rungholm.

I en mail til Bornholms Tidende kommenterer det bornholmske regionsrådmedlem Leila Lindén aftalen således:

– Jeg er meget glad for og tilfreds med, at Region Hovedstaden atter demonstrer, at de vil os bornholmerne det godt.  Vi har oplevet stor lydhørhed og forståelse for vores særlige transport-problemstillinger på Bornholms Hospital, og det er gået hurtigt og smertefrit med at få aftalen igennem.