Gågaden i Rønne. Foto: Jens-Erik Larsen

Ungeporten: Krisen kan ødelægge udsatte unges gode vaner

En del bornholmske unge risikerer at komme ud af corona-krisen som mere socialt afsondrede mennesker. Nemlig dem, der i forvejen har det svært i sociale sammenhænge. Det frygter Ungeporten, der har til formål at hjælpe unge med at få en uddannelse eller fastholde et job.

Leder af Ungeporten, Gitte Hagelskjær Svart, fortæller, at ni sagsbehandlere via telefon hver forsøger at fastholde 5-10 unge i en ”normal” hverdag, nu hvor hverken uddannelser eller arbejdspladser giver dem noget at stå op til eller møde op til.

– Vi har med de mest udsatte unge at gøre, og der er nogen, som vi socialfagligt set er vældig bekymrede for. Vi frygter, at deres tendenser til at ville isolere sig kommer til at fylde mere.

– Hvis man er lidt ængstelig og ikke bryder sig om store forsamlinger, er det nemme valg altid at blive hjemme. I øjeblikket er der ikke noget incitament til at komme ud – vi bliver endda opfordret til at blive hjemme. Så vi er bange for, at vi på den anden side står med nogle unge, der er blevet en smule dårligere af at være isoleret, fortæller Gitte Hagelskjær Svart.

Prøver at sikre indhold i dagen

I et forsøg på at tage problemerne i opløbet, ringer Ungeportens sagsbehandlere hyppigt til unge, de tænker kan have gavn af at få lagt noget struktur ind i deres dag.

– Vi snakker med dem om, hvad de kan gøre i løbet af dagen. Vi siger: ”Hvornår vil du gå en tur med dig selv i stedet for at lige hjemme?”. Det kan være, de svarer ”i morgen”, og så siger vi: ”godt, så ringer jeg i morgen og hører om turen.” Vi laver aftaler og følger op på dem, fortæller Gitte Hagelskjær Svart.

Svært at ændre dårlige vaner

Hvis unge ikke har held med at fastholde en rimelig fast rutine, kan de eksempelvis hurtigt få vendt op og ned på dag og nat.

– Jeg har selv et par teenagebørn hjemme, og jeg kan se, hvad en uges ferie gør ved deres døgnrytmer. De vænner sig hurtigt til at sidde oppe og spille om natten og ikke stå op om morgenen – og mine teenagere er ikke specielt udfordrede, fortæller Gitte Hagelskjær Svart.

– Har man først vænnet sig til at leve om natten og sove om dagen, så står man over for en ret stor omvæltning, når hverdagen melder sig.

Der er på Bornholm i øjeblikket 320 personer i alderen 18-30 år på offentlig forsørgelse. Det er primært dem, det kommunale initiativ Ungeporten er i kontakt med. Langt størstedelen af dem modtager dog ikke de omtalte opkald fra sagsbehandlerne under coronakrisen.