Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Folketinget
FOR ABONNENTER

Tvetydig udmelding fra statsministeren: Tag i sommerhus – men rejs ikke rundt

Statsminister Mette Frederiksen (S) valgte i går eftermiddag, tirsdag, at skrive et længere Facebook-opslag, hvor hun understregede, at det fortsat er tilladt at tage i sommerhus under coronakrisen. Man kunne tro, at det ville være en håndsrækning til Bornholms trængte turistbranche. Men lige i halen på budskabet kom en opfordring til ikke at rejse og mødes i påsken.

– Jeg forstår godt, at folk gerne vil ud, hvor der er mere natur. Og jeg ved, det er hårdt at være hjemme – at skulle arbejde samtidig med, man passer børn. Situationen stiller store krav til os alle. Derfor har vi ikke forbudt folk at køre i sommerhus, skriver Mette Frederiksen og fortsætter:

– Men vi opfordrer kraftigt til, at man holder afstand og tager sine forholdsregler. Lige nu er smitten skævt fordelt i Danmark. Alt det vi gør, handler om at holde afstand og minimere aktivitet.

– Derfor er vores budskab: Drop den store påskefrokost med hele familien. Udsæt besøgene hos venner og familie, selv om man ikke har set dem i lang tid. Og undgå at rejse for meget rundt til nye steder, skriver statsministeren og varsler mulige “begrænsninger på også indenlandsk rejseaktivitet,” hvis ikke folk i vidt omfang bliver i deres lokalområder i påsken.

Ikke til gavn for turistbranchen

Sådan en melding er ikke til gavn for Bornholms sommerhusejere og dermed hele det trængte turisterhverv. Det vurderer Rasmus Lund, der er medejer af Team Bornholm, som formidler udlejning af sommerhuse. Budskabet kommer for sent, og det er for mudret.

– Hvis jeg sad og var sommerhusudlejer på den jyske vestkyst, kunne jeg bedre bruge det her. Når folk skal herover, skal de stadig via Sverige, og der oplever vi stadig, at rigtig mange tror, at de vil møde en fuldstændig lukket grænse.

– Mange ved ikke, at man sagtens kan rejse via Sverige, og mange tror også, at færgetrafikken er lukket ned. Set fra vores synspunkt kunne vi ønske os en langt tydeligere kommunikation, siger Rasmus Lund.

Sommerhusudlejeren havde gerne set, at regeringen enten utvetydigt sagde, at folk godt kan tage i sommerhus. Eller simpelthen lukkede trafikken mellem landsdelene ned for så at finde en kompensationsordning for den trængte branche.