Arkivfoto: Berit Hvassum

Coronakrisen har skabt fem gange så mange nyledige på Bornholm: Vi holder vejret

Siden coronakrisen begyndte at lægge samfundsøkonomien ned 9. marts, har 22.000 meldt sig ledige på landsplan. Det er flere end tre gange så mange nyledige som i samme periode sidste år.

På Bornholm er tallet for samme periode 286 nyledige, oplyser chef i Center for Job, Uddannelse og Rekruttering Allan Westh. Normalt ligger tallet på omkring 54 nyledige i samme periode.

– Vi sidder og holder vejret lidt, siger Allan Westh.

Center for Job, Uddannelse og Rekruttering på Bornholm har ikke tal på, hvor mange virksomheder, der benytter den nye trepartsaftale, hvor staten giver en lønkompensation på 75 procent til de omfattede medarbejderes løn, som skal være med til at afværge massefyringer.

– Hvor mange virksomheder der benytter denne aftale, ved vi ikke. Derfor frygter vi lidt, at der ligger et skjult tal, som vil føre til flere ledige, hvis det her trækker ud. Hvis virksomhederne på et tidspunkt ikke længere tør benytte ordningen, men i stedet begynder at afskedige medarbejderne, fortæller Allan Westh.

 

Det store spørgsmål er også,
om det her slutter efter påske

 

Samtidig ses der et brat fald i opslåede stillinger. Virksomheder på stribe lukker ned for aktiviteten eller går på vågeblus. Normalt falder ledigheden nemlig på denne tid af året på Bornholm, men intet er normalt under coronakrisen, må Allan Westh konstaterer.

– Det er som regel her op til påske at virksomhederne i turisterhvervet begynder at ansætte medarbejdere til sæsonen. Så når man kigger på ledighedstallene kan man sige, at man både bør se på dem, som har meldt sig ledige, men derudover sidder der også mange, som normalt ville blive kaldt på arbejde nu, men som ikke bliver det i år, siger Allan Westh.

– Det store spørgsmål er også, om det her slutter efter påske. Eller om regeringen forlænger lukningen af Danmark. For det har jo kæmpe indflydelse på, hvor stor ledighed det her skaber, tilføjer Allan Westh.