Vandland på Sannes Familiecamping. Arkivfoto: Berit Hvassum

Bornholms eneste femstjernede campingplads er solgt

Sannes Familiecamping i Melsted er solgt.

Det bekræfter Allan Beyer, der har drevet det store feriecenter siden 1989 sammen med hustruen Susanne. Allan Beyer ønsker ikke at oplyse noget om hvem, de nye ejere er, og hvornår de nye ejere overtager campingpladsen.

– Der kommer en udmelding senere, siger Allan Beyer kort om det.

Susanne og Allan Beyer har i løbet af de 30 år udviklet pladsen betydeligt, og man har udvidet med købet af en naboplads. Der er nu blandt andet 42 hytter på Bornholms eneste femstjernede campingplads. Blandt de mange faciliteter er wellnessafsnit, vandland, legepladser og minigolf.

Sannes Familiecamping blev sat til salg i 2018. Dengang var udbudsprisen 38 mio. kr.