Rigtigt – og forkert. Fotos: Fugato

Fugato: Alt affald skal være i lukkede poser i affaldssækken

Fugato fortsætter med dagrenovationen, men sender nu en appel til de bornholmske husstande om at være ekstra opmærksomme på, at alt affald samles i lukkede poser.

Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor det fra Fugato lyder, at det under coronakrisen er ekstra vigtigt, at Fugatos renovationsmedarbejdere tager alle de forholdsregler, de skal for at undgå smitte af både bakterier og virus.

Derfor lyder det, at løst affald øverst i skraldesækken ikke er en god idé, da for eksempel en snotklud eller en ble “kan virke ret afskrækkende”.

Alt affald skal derfor samles i lukkede poser, inden det smides i affaldssækken, lyder den klare opfordring fra Fugato.

– Renovationsmedarbejderne må jf. arbejdsmiljøreglerne ikke røre affaldet, og derfor presser de ikke affaldet sammen i affaldssækken eller samler løst affald op. I disse corona-tider er renovationsmedarbejderne af naturlige årsager endnu mere påpasselige med at undgå berøring af affaldet, fortæller Kristoffer Nothlev, adm. direktør hos Fugato.

– Vi kan derfor ikke understrege det nok: Overfyld ikke affaldssækken. Affaldet må kun fylde op til den stiplede linje på sækken. Alt affald skal være i lukkede poser i affaldssækken, lyder det fra Fugato.