Rønne Bio i weekenden. Foto: Jacob Jepsen

Rønne Bio lukker efter stille weekend: Vi forsøgte at få nogle indtægter

Rønne Bio har mandag besluttet at lukke på ubestemt tid. Mens mange andre virksomheder i oplevelsesøkonomien indstillede aktiviteten på grund af udbruddet af coronavirus i sidste uge, forsøgte biografen at holde gang i forretningen, da covid-19 endnu ikke var konstateret på Bornholm.

-Vi har lavet et forsøg på at få nogle indtægter i en krisesituation for os. Men det har ikke haft den store effekt, for folk er ikke mødt op i hobetal, fortæller direktør Viki Petersen til Bornholms Tidende.

Biografen havde indført en række foranstaltninger for at skabe en tryg filmoplevelse, men bornholmerne valgte at holde sig væk.

På Facebook, hvor Rønne Bio annoncerede lukningen, roses beslutningen af flere brugere.

Længere pause i vente

Biografen har plads til 250 personer og nedjusterede kapaciteten til 100 i weekenden, men den mest sete forestilling tiltrak blot et publikum på 15 personer.

Og derfor får projektøren nu en længere pause.

-Vi holder lukket, indtil regeringen melder ud, at vi kan åbne igen, siger Viki Petersen, som forventer, at pausen kommer til at vare længere end 14 dage.

Den globale filmindustri holder premierefilmene tilbage, så selv om der havde publikummer nok på Bornholm, ville biografen hurtigt komme til at mangle nye film.

Lukningen kommer til at ramme Rønne Bio økonomisk, for huslejen og andre faste udgifter skal fortsat betales. Som andre mindre virksomheder er der udsigt til, at næste momsbetaling i juni kan blive udskudt, men derudover er der endnu ikke fremlagt redningsplaner, som kan komme til Rønne Bio til undsætning, fortæller Viki Petersen.

-Vi hører til blandt de små private virksomheder, som ikke er omfattet og har brug for hjælp, siger hun.

Biografens personale er sendt hjem. De er løst ansatte og kommer ikke til at få løn, men Viki Petersen bemærker, at hendes ansatte er unge mennesker, som bor hjemme hos deres forældre og derfor ikke er afhængige af indtjeningen fra fritidsjobbet.