Express 1 ligger i dok på Orskov Værftet i Frederikshavn. Foto: Laust Jordal
FOR ABONNENTER

Se billederne: Nu er T-foilen monteret på Express 1

Nu er den her endelig. Den famøse T-foil, som har manglet på Bornholmslinjens Express 1, siden færgen blev taget i brug på Rønne-Ystad-ruten i september 2018.

Stabilisatoren, som skal sørge for en blidere sejlads i hårdt vejr, er i de seneste par dage blevet monteret på hurtigfærgen, mens skibet ligger i dok på Orskov-værftet i Frederikshavn. Skibet har siden tirsdag i sidste uge været til sit årlige syn, og i den forbindelse er T-foilen altså blevet installeret, samtidig med at der bliver justeret på nogle andre ting.

Teoretisk set vil det øge
passagerkomforten
med 20-30 procent.
Jesper Maack,
kommunikationschef 

T-foilen, der vejer omkring 16 tons, har et areal på 11 kvadratmeter, er monteret i midten af stævnens underside og er såkaldt aktiv. Det vil sige, at den kan justeres alt efter sejladsen.

– Den sidder lejret på en stor cylinder. Det gør at T-foilen kan rykkes ned og op, frem og tilbage. Den snakker elektronisk med trim-tabsene, som sidder bagerst, så de samarbejder om at stabilisere færgen. Det sker lige så hurtigt, som computeren kan reagere på det, fortæller Dan Nielsen, som er teknisk vicedirektør i Molslinjen.

Stabilisatoren fungerer på samme måde som en flyvinge og kan vippes, så den skærer igennem vandet for at skabe roligere søgang. På de fleste afgange, når vejret er roligt, vil T-foilen være foldet op. Hvis kaptajnen i voldsommere vejr bedømmer, det er nødvendigt, kan han sætte T-foilen til.

Nye erfaringer

Et litteraturstudie har vist at T-foilen kan have en effekt på færgens sejlads i Østersøen. Indtil videre har Bornholmslinjen kun sat en T-foil på Express 1. Om Max Mols også skal have en, vil tiden vise, forklarer kommunikationschef Jesper Maack, som understreger, at T-foilens effekt ikke kan fastslås endnu.

– Der har ikke været T-foils på nogen af vores færger før, så det er nyt for os. Teoretisk set vil det øge passagerkomforten med 20-30 procent. Det, vi skal finde ud af nu, er, hvornår hjælper den, og hvornår hjælper den ikke. De første, der kommer til at lægge mærke til det, er besætningen. De kan jo mærke det hele tiden. Jeg tror, alle glæder sig til at få en masse erfaringer med det her, siger Jesper Maack.

Stabilisatoren vil forhåbentlig kunne hjælpe på sejladsens komfort, men den vil ikke have en effekt på antallet af aflyste afgange.

– Her i vinteren har 97 procent af alle afgange sejlet til tiden. Det vil T-foilen ikke ændre på. Den kan kun gøre noget ved komforten. Det er en komfort-dims, siger kommunikationschefen.

Efter planen skal Express 1 være færdig i dokken på søndag og være helt sejlklar til sin første tur fra Rønne den 9. marts.

Den nu røde t-foil bliver malet blå inden Express 1 igen sejler mellem Ystad og Rønne den 9. marts. Foto: Laust Jordal
Express 1 ligger i dok på Orskov Værftet i Frederikshavn. Foto: Laust Jordal
Foto: Laust Jordal
T-foilen fylder 11 kvadratmeter og vejer omkring 16 tons. Foto: Laust Jordal
Skibets vandjets presser 75.000 liter vand bagud i sekundet. Det er det, der får færgen til at bevæge sig fremad. Hver af de fire probeller har 12.000 hestekræfter. Foto: Laust Jordal
Undersiden af Express 1’s skrog males med silikonemaling. Det gør skroget glatere og kan reducere energiforbruget med op til 3 procent.
– Det lyder ikke af meget, men “mange bække små.” Ved at høste de lafthængende frugter har vi nedsat vores emissioner med 69 procent, siger Dan Nielsen.