Fiskeriminister Mogens Jensen (S). Arkivfoto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Fiskeriminister: En bunden opgave at opretholde fiskeriet

Fiskeriministeriet har oplyst, at fiskeriminister Mogens Jensen (S) har 10 millioner kroner i kompensation for de stærkt reducerede fiskekvoter til de cirka 400 østersøfiskere, hvoraf knap 50 er bornholmske.

Mogens Jensen, du har fundet 10 millioner kroner, som stammer fra et mindreforbrug fra kompensationsordninger for 2018-19 – kommer der slet ikke nogen nye penge?

– Det, der er væsentligt for mig, er, at der kommer nogle penge, siger fiskeriminister Mogens Jensen (S) til Bornholms Tidende.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde
som politiker har oplevet, når man
lagde en eller anden form for
tilskudsordning på bordet,
at nogen syntes, det var nok.
Mogens Jensen, fiskeriminister

– Selv om de kommer fra en pulje, hvor pengene ikke er brugt, er de lige så gode som alle mulige andre penge. Det er nye penge til fiskerne, og jeg synes, det er vigtigt, at vi får lavet den kompensation, fordi det giver udfordringer for fiskerne med de reduktioner, vi ser i kvoterne for sild og torsk. Det er en håndsrækning til fiskerne.

Cirka 400 fiskere kan søge pengene, det giver cirka 25.000 kroner til hver, hvorfra man så skal trække de penge, de eventuelt har fået ved tidligere kompensationsordninger?

– Ja, EU-reglerne for de minimis-ordningen er skruet sådan sammen, at man over tre år samlet må modtage 223.000 kroner, og ellers kan vi blive anklaget for uberettiget statsstøtte. Så vi er nødt til at rette os efter reglerne, det kan ikke være anderledes.

25.000 kroner i gennemsnit lyder ikke af meget til den enkelte?

– Det tal kan du ikke bruge, for vi har ikke besluttet, hvordan ordningen endeligt skal se ud. Nu har vi de 10 millioner kroner, og så skal vi sikre, at ordningen bliver relevant for så mange som overhovedet muligt. Det har jeg allerede haft et første møde med fiskerierhvervet om, og det bliver også inddraget i det videre forløb.

Den bornholmske fiskeriformand, Thomas Thomsen, siger til Bornholms Tidende, at han umiddelbart ikke tror, at de 10 millioner kroner er nok – hvad vil du sige til ham?

– Jamen, de 10 millioner er det, der er lagt på bordet, og jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde som politiker har oplevet, når man lagde en eller anden form for tilskudsordning på bordet, at nogen syntes, det var nok. Men jeg synes, man skal tage positivt imod det, for det er en håndsrækning til de fiskere, som virkelig kommer i klemme.

De tidligere ubrugte midler skal udbetales via en bevilling i Folketingets Finansudvalg, som nu er sket, forklarer ministeren.

Igen: Det er jo gamle penge, men kommer der også nye penge til erhvervet?

– Jamen, det er ikke gamle penge, forstået på den måde, at når de ikke er brugt i en ordning, bliver de hevet tilbage i den store kasse, og så skal de bevilges på ny – og derfor er det nye penge.

Konference

Jeg har tidligere talt med den bornholmske fiskeriformand, som udtalte, at han tror, at der inden for relativt kort tid vil være færre bornholmske erhvervsfiskere, fordi det er så presset et erhverv. Tør du give et bud på, hvordan fiskerne specifikt på Bornholm vil klare sig i de kommende år?

– Nej, det tør jeg ikke, men det, jeg har gjort ud over denne kompensationsordning, er, at jeg har taget initiativ til, at vi nu får lavet en fremtidsstrategi for Østersøen, så vi i højere grad kan få et billede af, hvordan fremtiden tegner sig. Vi starter med et stormøde i morgen, fredag, hvor rigtig mange repræsentanter for fiskerierhvervet vil være til stede sammen med eksperter og andre, siger Mogens Jensen.

Konferencen finder sted på Eigtved Pakhus på Asiatisk Plads, Christianshavn.

– Den bliver startskuddet til at få lavet en fremtidig ramme og strategi for fiskeriet i Østersøen. Så får vi måske også bedre muligheder for at at se, hvordan man skal forholde sig i forhold til investeringer i fiskeriet. Men der er ingen grund til at skjule, at fiskeriet i Østersøen er udfordret på baggrund af både den bestandsvurdering, der er, og de kvoter, der nu er en realitet.

– Så vi må blandt andet arbejde på at finde ud af, om vi kan få åbnet mere op for fiskeri i den vestlige østersø, for der er der fisk at fange, og også om der kan åbnes for at fange flere fladfisk. Ligesom vi skal se på, om der er mulighed for nye arter.

Hvem kan lukke op for den vestlige østersø?

– Det skal vi blive enige med EU om.

Og du mener, at fredagens konference vil bidrage til at danne et billede af erhvervets fremtid?

– Jamen, det skal den jo, det er derfor, vi afholder den. Og jeg håber, alle vil komme med ønsker, bidrag og forslag, siger Mogens Jensen.

– Jeg vil som fiskeriminister gøre alt, hvad jeg kan, for at vi fortsat kan opretholde et bæredygtigt fiskeri, fordi det har stor betydning for en række lokalsamfund, herunder selvfølgelig Bornholm. Det er for mig en bunden opgave.