Der er kommet ny lods til Allinge Havn. Foto: Berit Hvassum

Farvel til Mars, nu tager Papa over

Den gamle lodsbåd i Allinge Havn, Mars, er blevet skiftet ud med en splinterny 15 meter lang lodsbåd ved navn Papa, som bruger meget mindre brændstof.

Komforten for
medarbejderne
er helt i top.
Erik Merkes Nielsen,  
Danpilot

Det fortæller Erik Merkes Nielsen, administrerende direktør i Danpilot, som ejer båden. Papa er det seneste eksempel på, at det landsdækkende firmas lodsbåde bliver skiftet ud med mere moderne skibe.

– Danpilot Papa er den 16. i serien af i alt 17 nye lodsbåde, som har rykket vores lodsbåde op i en helt særlig liga. Brændstoføkonomien er meget bedre, og så er driften og vedligeholdelsen af en serie ens både langt billigere og mere effektiv end vores tidligere setup, fortæller Erik Merkes Nielsen i en mail til Bornholms Tidende.

En bedre båd

Sammenlignet med den gamle båd, Mars, bruger den nye og lettere lodsbåd to færre liter brændstof pr. sejlet sømil. Det betyder, at Allinges lodsbåd fremover vil bruge 20 procent mindre brændstof. Ifølge Danpilot-direktøren sker det samtidig med, at komforten og teknologien ombord også får et løft.

– De nye lodsbåde lever til fulde op til Danpilots meget høje sikkerhedskrav. Bådene er uhyre stabile og manøvredygtige, de er forsynet med det mest moderne navigationsudstyr, og komforten for medarbejderne er helt i top, fortæller Erik Merkes Nielsen.

Danpilot har 17 lodsstationer og fire bådpladser rundt omkring i Danmark. På Bornholm ligger den lokale station i Allinge. Formålet med lodsbådene er, at lokalkendte lodser skal kunne hjælpe fremmede skibe sikkert igennem et farvand.

På et tidspunkt i marts vil der på Allinge Havn være en dåbsceremoni for Papa. Datoen er dog endnu ikke fastlagt.