Foto: Erik A. Larsen
FOR ABONNENTER

Danske Ældreråd går ind i sag om genhusning

Paraplyorganisationen “Danske Ældreråd” skal nu vurdere, om Ældrerådet på Bornholm har overskredet sine beføjelser ved at kritisere boligforeningen Bo42’s planer for genhusning i ombyggede containere af beboere i Afdeling 11 i St. Torvegade i Rønne.

Ifølge kommunikationsmedarbejder Morten Larsen, Danske Ældreråd, er organisationen nu ved at vurdere sagen.

En del af beboerne er ældre, nogle over 70 og 80 år. De skal genhuses i op til fem uger i ombyggede containere, der ifølge direktør Ebbe Frank, Bo42, skal indrettes til beboelsesvogne.

Vognene har tidligere været i brug i forbindelse med andre renoveringsprojekter i Bo42, men ikke til beboelse – udelukkende som toilet og køkken, mens beboere fortsat kunne bo i lejlighederne. Beboelsesvognene er på ca. 35 kvadratmeter.

Pricipiel sag

Ældrerådsformand Erik A. Larsen og Ældrerådet på Bornholm har rejst kritikken af genhusningen, da man mener, at sagen er principiel. Rådet mener, at “det simpelthen ikke er i orden at genhuse ældre mennesker i sådan nogle vogne”, som formanden tidligere har udtalt til Bornholms Tidende.

Han peger på, at “Bornholms Ældreråd kan af egen drift udtale sig og spille spørgsmål af interesse for de ældre”. Ældrerådet kan desuden varetage de ældres interesse på alle områder, som er af betydning for de ældres trivsel i kommunen, herunder bolig- og byplanmæssige forhold.

En kritik som Ebbe Frank i avisen i går afviste. Direktøren mener desuden, at Ældrerådet overskrider deres kompetancer og blander sig i en konkret sag.

Ældrerådet må ikke gå ind i konkrete sager, men udelukkede udtale sig generelt.

Klage

Ebbe Frank har ifølge Erik A. Larsen indgivet en klage til kommunens servicedirektør Trine Dorow over Ældrerådets kritik. Han mener, at Ældrerådet har overskredet sine kompetancer. Kommunen er nu ved at se på sagen, oplyser Ældrerådets formand.

Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra direktør Ebbe Frank, Bo42.

Foto: Erik A. Larsen