Foto: Allan Rieck

Torben Larsen går af: Nyker IF skal have ny formand

Når Nyker Idrætsforening på lørdag afholder generalforsamling, vil en ny formand for hovedbestyrelsen træde til. Torben Larsen, der har været formand for Nyker IFs hovedbestyrelse i to år, går af.

– Der skal yngre kræfter til, synes jeg. Og så må det gerne være en person, der selv bor i Nyker. Jeg har aldrig selv boet i byen, men i princippet synes jeg, at formandskabet for foreningen skal tilhøre en nykerbo, siger Torben Larsen, som er 68 år og pensionist.

Han spiller selv bordtennis i Nyker IF, men bor i Nylars.

– Der er nogle ting, der kan være svære, når man ikke selv bor i byen, men det kan også være let, fordi man kommer lidt på afstand. Vi har for eksempel tidligere haft nogle samarbejdsvanskeligheder med Bornholms Frie Idrætsskole, som vi ligger op af. Det har løst sig over de to år, jeg har været formand, og det går fint nu, siger Torben Larsen.

Ud over to år som formand har Torben Larsen og siddet fire år som næstformand, og har været medlem af bestyrelsen i Nyker IF i over 20 år. Egentlig var det aldrig planen, at han skulle involvere sig så meget i idrætsklubben. Da han boede i Klemensker, startede hans børn til bordtennis i Nyker.

– Vi havde et bordtennisbord derhjemme, hvor vi spillede mod hinanden. Jeg vandt altid – børnene kunne ikke slå deres far. Så spurgte de mig, om jeg ikke ville komme og spille klubben. Til at begynde med sagde jeg nej, for jeg vidste, at lige så snart jeg startede i foreningen, så ville jeg påtage mig alt for meget ansvar, siger Torben Larsen.

Men til sidst lykkedes det alligevel børnene at få ham med til klubben.

– Og pludselig stod jeg i Nyker med et bat i hånden, og to-tre uger efter, var jeg blevet træner for ungdomsholdet. Senere gik jeg så også ind i bestyrelsen, fortæller Torben Larsen.