Foto: Berit Hvassum

Smalt publikum og flere forhindringer: Netcafé i Rønne må lukke

Efter godt halvandet år er tiden ved at rinde ud for netcafeen i gågaden i Rønne.

Sidste åbningsdag er den 5. marts, og indehaver Stefan Nygaard er så småt ved at sælge ud af de computere, som har været omdrejningspunktet for netcafeen. Det lykkedes ham at få en gruppe af loyale kunder, men han havde svært ved at få den til at vokse og skabe mere omsætning, fortæller han.

– Min primære målgruppe er mellem otte og 16 år, og de har en vis mængde penge med, og det er så de penge, der bliver lagt. Der er ikke lige pludselig en, der bruger mere eller mindre. Der har været et fast klientel, som er kommet, og det er meget svært at bygge flere kunder ovenpå, fordi man primært kommer, fordi ens venner kommer, siger han.

For en netcafé er det ifølge Stefan Nygaard afgørende, at der er mulighed for at arrangere et lan-party i ny og næ. Det er et arrangement, hvor folk mødes og spiller computer med og mod hinanden på et lokalt netværk. Den mulighed havde X-Play Netcafé Bornholm ikke.

Udover netcafeen indeholder ejendommen i Store Torvegade også lejligheder, og derfor har Stefan Nygaard fået at vide, at han ikke må holde åbent om natten. Det gør det umuligt at arrangere lan-party, hvor deltagerne som regel spiller hele natten.

– Det er også medvirkende til, at vi lukker. Det er ret essentielt for en netcafé, siger han.