Foto: Allan Rieck
FOR ABONNENTER

Sådan går det til: Solveig fra Svaneke skaffer kæmpe beløb i Liechtenstein

Wilhelm Philips Stiftelsen er hjemmehørende i Liechtenstein og bestyrelsen består af tre personer:

Formanden Peter Goop samt bestyrelsesmedlemmerne Dr. Heinz Grabher – og Solvejg Rosenkilde Nielsen i Svaneke.

At en stiftelse i lilleputstaten Liechtenstein mellem Østrig og Schweiz til dato har uddelt 24 million kroner til Bornholm, har en baggrund, der næsten lyder som et eventyr, men som er virkelig nok.

Hvordan Solvejg Rosenkilde Nielsen er kommet til at være en af kun tre personer, der er med til at uddele stiftelsens midler på Bornholm samt i Liechtenstein og Schweiz, er der også en forklaring på.

Stiftelsens fulde navn er Wilhelm Philip Stiftung für Behinderte, og opkaldt efter drengen Philip, der i 1921 blev født på Frederiksberg i København. Drengen er udviklingshæmmet og bor hos sin mormor, mens hans velhavende familie bor i Liechtenstein.

Da mormoren dør i 1952, bliver advokat Erik Pontoppidan beskikket som værge for den nu 31-årige Philip.

Advokaten leder efter en institution, hvor Philip efter familiens ønske kan få sit eget værelse, og det eneste sted i Danmark, det ønske kan opfyldes, er på Strøbyhus (i dag Klintebo) på Bornholm, så hertil flytter Philip.

Her bor han, indtil han dør i 1984, og i alle årene donerer en familiefond penge til Strøbyhus til blandt andet køb af piano, fjernsyn og til rejser, fødselsdagsfester og restaurantbesøg.

I 1960 oprettes en stiftelse i Philips navn. I 1990 udvides stiftelsens formål, så den kan uddele penge til gavn for udviklingshæmmede både på Bornholm, i Liechtenstein samt Schweiz.

I 2000 ændres stiftelsens navn til det nuværende Wilhelm Philip Stiftung für Behinderte, og der kan nu søges midler i stiftelsen.

Ingen kæmper for dem

– Hele baggrunden for stiftelsen er have fokus på de udviklingshæmmede. Ingen kæmper for denne gruppe, og det var også derfor, at familien gav penge til Strøbyhus, forklarer Solvejg Rosenkilde Nielsen.

At hun nu selv er med til at dele penge ud fra stiftelsen skyldes, at hun tidligere har været ansat i Nexø Kommune som børn- og ungechef. Ved kommunesammenlægningen fik hun ansvaret for handicap- og senere også socialpsykiatriområdet.

– I den forbindelse opdagede jeg stiftelsen, fordi stiftelsens advokat kontaktede kommunen, og gjorde opmærksom på, at man havde midler til uddeling, og han fortæller historien om Philip.

Solvejg Rosenkilde Nielsen er ikke ansat i regionskommunen mere, men har sit eget firma, der blandt andet tilbyder terapiuddannelser, coaching, organisationsudvikling og konsulentbistand ved eksempelvis konfliktløsning. Hun har boet 30 år i Svaneke.

– Advokaten Morten Pontoppidan (som har overtaget bestyrelseseposten efter sin far) kontakter mig så i 2009 og foreslår, at jeg kommer med i bestyrelsen, blandt andet på grund af min baggrund som pædagog, socialrådgiver og terapeut, og fordi jeg bor her på Bornholm. Jeg er nu i Liechtenstein en gang om året, hvor vi tager stilling til uddelingerne. De har investeringsforstand, men ved ikke så meget om målgrupperne, fortæller hun.

Solvejg Rosenkilde Nielsen er en skrap gatekeeper for stiftelsen.

– Vi giver ikke til noget, som er en kommunal opgave – med nogle få undtagelser. Og vi giver helst til noget, brugerne kan have glæde af i lang tid.

Solvejg Rosenkilde Nielsen er også med til at uddele midler til formål i Schweiz og Liechtenstein.

Liechtenstein og Bornholm kan også gensidigt lære af hinanden, mener hun.

– I Liechtenstein er de gode til at inddrage udviklingshæmmede i arbejdsfunktioner, mens de ikke har så mange botilbud, og det kan de så lære noget om hos os.