Foto: Allan Rieck

Rønne Venstre bakker op om havnens ønsker ved Kanondalen

Der var ingen slinger i valsen blandt de medlemmer, som tog ordet efter formand Jens Møller Jensens beretning på Rønne Venstres generalforsamling tirsdag aften. Rønne Havn skal have lov til at inddrage et cirka fem hektar stort areal ved Kanondalen og bruge det til havnedrift.

Formanden selv havde det budskab til regionskommunen, at den ikke kun har til opgave at svare havnen, men også at tage hensyn til helheden.

– Der må være forståelse for, at havnen forcerer sine planer, når udviklingen går hurtigere, end man havde regnet med. Men det ændrer ikke ved, at regionskommunen har et ansvar for ikke blot at svare, men også sørge for, at Rønne by udvikler på en måde, hvor byens få rekreative arealer ikke mister værdi. En pludselig opstået eufori må ikke få kommunen til at tilsidesætte sin vigtigste opgave, nemlig hensynet til helheden, sagde Jens Møller Jensen i sin beretning på Rønne H.

Selvom han ikke er medlem af Rønne Venstre, var gruppeformand Søren Schow den første, der tog ordet og kommenterede formandsberetningen, deriblandt Jens Møller Jensens betragtninger om Rønne Havn.

– Du rejser faktisk de væsentlige spørgsmål, som vi arbejder med i øjeblikket i kommunen. Det er, at vi som parti gerne vil støtte erhvervslivet, så vi kan ikke gå imod, at vores store erhvervsvirksomhed her i Rønne, Rønne Havn, vil udbygge og vil tiltrække nye virksomheder, sagde han.

– Men vi er selvfølgelig også bekymrede for, hvordan vi skal beskytte borgerne og de virksomheder, der ligger ude i området. Hvordan vi kan beskytte dem bedst muligt med den udvikling, der nu er? tilføjede han.