Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Kommunen vil have Forsvaret til at kalde veto mod lokalplan tilbage

Den politiske behandling af lokalplan 104 for Boderne er udskudt en måned, efter at det fredag kom frem, at Forsvarets Ejendomsstyrelse i et høringssvar har nedlagt veto mod den kommende lokalplan for sommerhusområdet på den bornholmske sydkyst.

Det fortæller Søren Møller Christensen, afdelingsleder i regionskommunens byggesekretariat.

– Det er Erhvervsstyrelsen, der har bedt om at få høringsfristen forlænget med en uge. Erhvervsministeriet er øverste myndighed for forvaltning af Planloven og Erhvervsstyrelsen kigger nu på Forsvarsminsteriets veto, og så har de en dialog med Forsvaret om det, inden de sender det videre til os, siger Søren Møller Christensen.

Monitorerer kommuneplaner

Udover lokalplanen, som Forsvaret altså har indgivet indsigelse mod, fordi den er i modstrid med en overenskomst fra 1951 om Forsvarets ret til at afspærre området i forbindelse med øvelsesaktiviteter på Raghammer, har Bornholms Regionskommune også lagt en kommuneplan i høring.

Kommuneplanen sætter den overordnede ramme for al lokal planlægning og etablerer blandt andet det lovmæssige grundlag for at et lokalområde kan ændre status. Sara Svenstrup fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring bekræfter, at Erhvervsstyrelsen monitorerer kommuneplansændringer i hele landet på vegne af alle ministerier.

– De kigger på kommuneplaner og kommuneplantillæg. Deres rolle er at sikre, at den kommunale planlægning ikke er i strid med nationale interesser, siger kommunikationsmedarbejderen fra Forsvarets Ejendomsstyrelses centraladministration.

En hård linje

Arbejdet med at få vedtaget en lokalplan for Boderne, der skal erstatte den gamle status som sommerhusaftaleområde i landzone med sommerhusområde, har ved føste øjekast lidt et gevaldigt skud for boven med Forsvarets indsigelse.

Det er ikke tilfældigt, at Søren Møller Christensen bruger betegnelsen ‘veto’ om høringssvaret fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Men det er ikke ensbetydende med, at der er tale om et reelt veto, understreger han.

– Forsvaret lægger altid en hård linje i den slags sager, og så snakker man sammen bagefter.

Regionskommunens planafdeling afventer nu svaret fra Erhvervsstyrelsen. Derefter indleder man en dialog om lokalplan 104 for sommerhusområdet i Boderne.

– Så må vi se, hvad der ligger i det og om der er nogle potentielle misforståelser, der skal diskuteres. Vi vil i hvert fald gøre vores for få dem til at trække deres veto tilbage, siger Søren Møller Christensen.

Vi satser på overenskomst

Byggechefen vil ikke kaste sig ud i forhastede konklusioner om hvorvidt lokalplan 104, der er et resultat af mange års debat og forarbejde, står for fald efter Forsvarets indgreb.

– Den konklusion er vi slet ikke klar til at drage endnu. Vi satser på at vi kan komme overens med dem, slutter Søren Møller Christensen.

Lokalplanen behandles nu efter planen på kommunalbestyrelsesmødet den 30. april. Forsvarets høringssvar er i dag lagt ud på kommunens hjemmeside under Høringer.