Skæbnemøde i aften: Skal arbejde for kulturhus i Nexø fortsætte?

Skal der fortsat arbejdes for at Nexø får et nyt stort kulturhus med plads til blandt andet teater og koncerter?

Det skal medlemmerne af foreningen Huset på Havnen i aften tage stilling til.

På foreningens generalforsamling i aften vil bestyrelsen fremlægge sit forslag til, hvordan der skal arbejdes videre med planerne for et kulturhus i Nexø, efter at drømmen om et kulturhus i et nedlagt pakhus på havnen sidste sommer måtte opgives.

Dengang måtte foreningen “Huset på Havnen” – Nexøs nye Kultur- og Aktivitetshus med stor skuffelse erkende, at det ikke kunne lykkes at etablere et kulturhus i et nedlagt pakhus ejet af DLG på molen mellem Østre Kajgade og Kystvej i Nexø.

Projektet på havnen faldt dengang til jorden, fordi bestyrelsen i sidste øjeblik blev i tvivl om, hvor dyrt det ville blive at istandsætte det nedlagte pakhus.

I løbet af efteråret har bestyrelsen undersøgt en række muligheder, blandt andet om kulturhuset kan etables i det gamle værft i den sydlige ende af havnen, i den lukkede konservesfabrik, Bornholms, nord for bymidten, i Møbelfabrikken mod vest, eller måske i et helt nyt byggeri på den gamle Nordfiletgrund i samarbejde med K. E. Larsen.

På generalforsamling i aften orienterer bestyrelsen medlemmerne om, hvad der egentlig skete sidste sommer, samt fremlægger sine forslag.

Det er afgørende, hvad medlemmerne mener, da foreningen Huset på Havnen i november 2018 blev stiftet med netop det formål at etablere og drive et kultur- og aktivitetscenter i det tidligere pakhus på Kystvej på Nexø havn. Deraf navnet “Huset på Havnen”. Samtidig er der solgt folkeaktier til netop dette projekt.