Foto: Nørresundby Rederi & Shipping

På plads i marts: Express 1’s t-foil er ankommet til Danmark

Så er hurtigfærgen Express 1’s kommende t-foil stabilisator ankommet til Danmark fra England.

Det oplyser Nørresundby Rederi & Shipping, der har fået t-foilen leveret fra den engelske by Sunderland, bragt til Danmark af fragtskibet Saturn.

Det berømte stykke isenkram har til formål at få Express 1 til at ligge mere stabilt i vandet. T-foilen er standardudstyr på de 112 meter lange katamaranfærger fra det australske Incat-værft, som Express 1 er en af – men Molslinjen besluttede at få afmonteret t-foilen, før rederiet chartrede færgen for at sætte den ind på Kattegat i foråret 2012.

Med billedet fra Nørresundby Rederi & Shipping står det samtidig klart, at t-foilen bliver rød og dermed ret iøjnefaldende – med mindre den naturligvis bliver malet, før den sammen med Express 1 efter planen vender tilbage fra Ørskov Værft i Frederikshavn i marts.