Foto: Allan Rieck
FOR ABONNENTER

Kasper bor i Jylland – men har meldt sig ind i Viking eSport

29-årige Kasper Jensen kunne sikkert have fundet nogen betydeligt tættere på at dyrke sin store interesse med. Men trods bopælen i Odder har han valgt at tage til Bornholm i weekenden for at være med i LAN-Party East i Rønne Idrætshal.

– Jeg har spillet med nogle bornholmere over internettet, siden jeg var 16-17 år. Vi har haft nogle hold i løbet af årene. Vi hygger os bare, fortæller Kasper Jensen.

Kasper Jensen og nogle af hans kammerater har nu meldt sig ind i Viking esport trods den lange vej fra Østjylland.

– Vi er taget fire stykker af sted i en bil for at være med og møde vores kammerater fra Viking esport. Nu har de været i Jylland to gange, så nu var det vores tur at tage herover. Vi er heldige at sove hos en kammerat, der havde et værelse til os.

– Det er lidt langt at tage af sted, men jeg tænker, at jeg skal herover til sommer. Jeg tror, der er planer om at lave et rigtigt hold i Viking esport, og så kan vi give lidt videre af vores erfaringer, siger Kasper Jensen.

– Det er sjovt at være med, og det kører rigtig fint. De er gode til at arrangere det, siger Kasper Jensen, der er med på det ene af de to Viking esports-hold, som er med i stævnets counterstriketurnering.