Kadeau beholder sine Michelin-stjerner – ny hæder til Det Røde Pakhus

Kadeau på Bornholm vil også have en Michelin-stjerne i den kommende sæson. Og Kadeau i København vil fortsat have to.

Det står klart, efter at den prominente restaurantguide mandag aften offentliggjorde sine stjerner. Det skete i den norske by Trondheim.

Med bornholmske briller er nyheden, at Det Røde Pakhus i Rønne har fået en såkaldt Michelin Plate Award. Den bruger Michelin til restauranter, der ikke har fået stjerner, men som restaurantguiden alligevel gerne vil anbefale.

Kadeaus køkkenchef Nicolai Nørregaard var til stede ved Michelin-uddelingen i Norge. Han er meget tilfreds med at beholde alle restaurantens i alt tre stjerner.

– Jeg er en lykkelig mand. Hele holdet, både dem på Bornholm og dem i København, har gjort en fantastisk indsats igen. Jeg er så stolt af de her kolleger. Jeg kan ikke få armene ned, siger han i en pressemeddelelse.

Det er ottende år i træk, at Kadeau er Michelin-restaurant. Den første stjerne kom i 2013 og tilfaldt restauranten i København. Siden 2016 har også Kadeau i Østre Sømarken haft en stjerne. Kadeau København blev tostjernet i 2018.