Forsvarets protest vejer tungt: V går nu imod lokalplan i Boderne

Uden at have nærstuderet høringssvaret fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vil Venstres gruppeformand Søren Schow ikke udelukke, at Forsvarets indsigelse kan blive et benspænd for den nye lokalplan i Boderne.

– Jeg ser frem til, at sagen færdigbehandles, så vi kan tage stilling. Men Forsvaret er en tung spiller, og jeg må sige, både personligt og som partiformand, at vi i Venstre vægter Forsvarets aktiviteter og tilstedeværelse på Bornholm højere end et sommerhusområde.

Søren Schow vil ikke udpege regionskommunens planafdeling som den store synder i sagen om den meget omdiskuterede lokalplan, der har til formål at ændre Bodernes status fra sommerhusaftaleområde til sommerhusområde – en proces der har været flere år undervejs.

– Det er ikke kommunens opgave at sætte sig i Forsvarets sted. Kommunen lægger sin plan frem og siger, det er det, vi vil gøre, og så er det op til Forsvaret at komme med et svar, siger han.