Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Dagens navn: Sikker Trafiks førstemand taler umiskendeligt bornholmsk

Direktøren for Rådet for Sikker Trafik har en umiskendelig bornholmsk tone, og han tilbringer en stor del af sin fritid på Bornholm.

Hvor kommer du fra?

– Jeg kommer fra Stenseby, hvor min far var tømrermester. Det var en er herlig barndom, hvor jeg gik på Bodilsker Skole og fik en god ballast. Som ung arbejdede jeg i flere år i Brændesgårdshaven.

– Efter gymnasiet kørte jeg sammen med en kammerat af sted i en gammel folkevogn. Vi ville ud at arbejde på en olieboreplatform ud for Norge. Vi nåede dog kun til Gol, nord for Oslo, hvor jeg arbejdede som tjener i et år.

– Jeg kom i Livgarden og var postarbejder en tid, inden jeg startede på at læse jura.

Hvilke job har du haft som jurist?

– Jeg arbejdede i mange år i Justitsministeriet. Jeg har haft mange forskellige job – blandt andet været dommerfuldmægtig i Svendborg, dommer i Køge, advokat, anklager i landsretten, og jeg har arbejdet i medicinalindustrien.

– I 2000 blev jeg jeg 1. vicedirektør i Københavns Politi som stedfortræder for politidirektør Hanne Bech Hansen. Det var en kæmpe organisation med 2.800 medarbejdere og med mange udfordringer, som gjorde jobbet spændende.

Men du valgte alligevel i 2013 at skifte job og blev direktør for Rådet for Sikker Trafik?

– Trafiksikkerheden havde været en del af mit liv i lang tid, fordi jeg var næstformand i bestyrelsen for rådet. Det er et fantastisk sted med 36 medarbejdere, og jeg regner med at fortsætte i yderligere nogle år.

– Rådet for Sikker Trafik er en privat organisation, finansieret via finansloven og fonde. De foreløbige tal for 2019 siger, at vi havde 205 trafikdræbte og 1.800 svært tilskadekomne. De samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med trafikulykker er 18 mia. kr. Hvis vi bare kan tage to dræbte ud af statistikken, er pengene allerede tjent ind. Så der er god mening i at bruge penge på trafiksikkerhed.

Hvad er den store udfordring for trafiksikkerheden i dag?

– Det er ikke dårlige veje eller biler, som er årsag til ulykker, men i ni ud af 10 tilfælde handler det om adfærd – høj fart, uopmærksomhed eller sprit. Så det er noget, man kan ændre på.

– Uopmærksomhed er den store udfordring, fordi mange sidder og roder med en mobiltelefon. Jeg tror på, at vi kan rykke ved det. I gamle dage var det ok at køre en brandert hjem ad de små veje. I dag er det socialt uacceptabelt at køre spritkørsel. Jeg tror, at noget tilsvarende kan lykkes i forhold til håndholdt mobiltelefon.

Noget andet er fart. Hvis to biler kører ind i hinanden med 80 km/t, vil gennemsnitlig tre ud af 10 dø. Hvis begge biler kører 90 km/t, vil seks ud af 10 dø. Så fart gør en kæmpe forskel.

Hvordan skal I ændre på det?

Vi har fire år i træk vundet prisen for at have lavet de mest effektive kampagner. Budskaberne sætter sig, og det er vigtigt. Som “kør bil, når du kører bil”. De kan være med til at ændre adfærd.

Hvad er din bornholmske tilknytning i dag?

– Jeg har stadig min mor på 95 år, som bor i eget hus i Nexø. Jeg har et hus på Aarsdalevej ved Svenskehavnen, hvor jeg er tit. Sidste år var jeg på Bornholm 21 gange.

Jeg har også to skove på Bornholm. Jeg går på jagt og elsker naturen. Det er fantastisk at have jagten, for det har fastholdt en berøringsflade til en masse venner fra gamle dage.