Foto: Allan Rieck

Efter 30 år i bestyrelsen: Leif Nielsen stopper i Hasle IF

– Så længe vi gamle heste bliver ved, jamen, så finder vi ikke nogen nye.

Sådan siger næstformanden i Hasle Idrætsforening. Allerede sidste år besluttede Leif Nielsen sig for, at det frivillige foreningsarbejde skulle have en ende.

– Jeg har været med i Hasle IF’s bestyrelse i 30 år, og jeg har brug for at stoppe op. Og så er der jo nogle andre, der kan få lov til at tage over.

Leif Nielsen, der samlet har været formand for foreningen i 12 år, er helt afklaret.

– Man siger, at det er svært at få nogen til at tage over, men der er jo ikke nogen, der dukker op, før der er nogen, der stopper. Men nu vi har været så heldige, at vi har fået nogle yngre kræfter til at sige, at det kunne de godt prøve, blandt andet en ny formand, som har været i vores forretningsudvalg i et år og som ikke er gammel i vores idrætsforening. Det er en spændende person, som jeg kan forestille mig kan være med til at løfte og føre Hasle Idrætsforening videre.

Skiftet kommer til at ske på den kommende generalforsamling i marts måned.