Lyspunkt i en svær tid: Boldklub åbner ny afdeling

Aarsballe Boldklub er nok en lille forening, men man kan alligevel mønstre en ny sportslig afdeling ved siden af fodbold og badminton. Det er funktionel træning, som blev etableret i 2019 af Lise Bærentzen – en af de aktive tilflyttere i området.

– Funktionel træning i AaB har vist sig at være en populær aktivitet. Der er seks-ni deltagere pr. gang her i vinterhalvåret, og i sommerhalvåret var der 8-12 pr. gang, fortalte Lise Bærentzen i sin beretning på foreningens generalforsamling og tilføjede, at deltagerne er glade for, at der trænes hele året.

Gennemsnitsalderen blandt deltagerne er 56 år, og der er i alt 18 aktive medlemmer.

Badmintonafdelingen stoppede i 2019 samarbejdet med Klemensker IF om fælles træning. Ikke på grund af utilfredshed, men fordi man var blevet for mange spillere, oplyste afdelingens formand Jørgen Sode. Klubberne har derfor nu hver sine træningstider, og selv om man i Aarsballe ikke var helt tilfredse med den tildelte træningstid, er man oppe på samme niveau som i sidste sæson med 16-20 spillere til træning.

– Vi har en lille fodboldafdeling efterhånden – men det vigtigste er at vi stadig lever og det skal vi meget gerne gøre længe endnu, selv om vi er meget sårbare, sagde fodboldformand Alf Jørgensen.

Klubben nedlagde i 2018 sit kvindehold og har nu et syvmands herrehold i Serie 2 og et veteranhold.