FOR ABONNENTER

Historiker: Russerne voldtog flere på Bornholm end hidtil antaget

Hans Martin Sønderstrup-Andersen har fornylig afsluttet sine historiestudier på København Universitet, hvilket han gjorde med et speciale om den sovjetiske tilstedeværelse på Bornholm umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, da sovjetiske tropper rykkede ind og blev på øen til april 1946.

Han er jo langt fra den eneste, der har skrevet om denne anspændte periode i den bornholmske historie, og det arkivmateriale, han bygger sit speciale på, er da også tidligere blev benyttet af blandt andet andre historikere, deriblandt Bent Jensen, som har skrevet bogen “Den lange befrielse”.

Ikke desto mindre når Hans Martin Sønderstrup-Andersen frem til andre konklusioner, idet han for eksempel mener, at der i forbindelse med den sovjetiske tilstedeværelse fandt en del flere voldtægter sted, end det hidtil er blevet angivet.

Det kom der også mindst fem børn ud af, og han havde egentlig ønsket at kontakte nogle af disse børn, som altså i dag må være midt i halvfjerdserne, men det var ikke muligt for ham. Det arkivmateriale, han bygger sig speciale på, er således fortroligt, hvorfor han har måttet bede om speciel tilladelse til at bruge det, men han har ikke lov til at kontakte personer, han har læst om i materialet. Først når der er om kort tid er gået 75 år, siden den sovjetiske tilstedeværelse, bliver materialet tilgængeligt for offentligheden.

Den nyuddannede historiker er 26 år og opvokset uden for Roskilde, men han fortæller i telefonen fra København, at han har været mange gange på Bornholm i forbindelse med ferier under sin opvækst.

Og du var på forhånd vidende om den bornholmske situation ved slutningen af Anden Verdenskrig?

– Jeg er generelt meget interesseret i Besættelsen og har altid syntes, det var interessant, at Bornholm ikke blev befriet samtidig med det øvrige Danmark, siger Hans Martin Sønderstrup-Andersen.

– Og i dag kan man jo kun forsøge at forestille sig frustrationen dengang, for følelsen af frihed har bornholmerne nok først haft, da de sovjetiske tropper forlod øen i 1946.

Hvorfor valgte du netop det emne til dit speciale?

– Det starter lidt udenfor Bornholm, siger han.

– Jeg skrev bachelorprojekt om de såkaldte tyskerpiger i Danmark, altså kvinder, som havde relationer til tyske soldater under besættelsen. Og da begyndte jeg at tænke over, om det samme fænomen mon gjorde sig gældende i forhold til de sovjetiske soldater, som befandt sig på Bornholm i 1945-46. Jeg tog fat på at undersøge, om det var et udbredt fænomen, og min konklusion blev, at det relativt set – i forhold til befolkningsgrundlaget og antallet af soldater – ikke var så udbredt på Bornholm med kontakter mellem soldaterne og civilbefolkningen. Der var meget få forhold, men jeg undersøgte så, hvad der ellers skete i forhold til seksualitet mellem bornholmere og soldater i den periode.

Tre fænomener

Tre fænomener undersøger han:

– For det første seksuelle overgreb begået af sovjetiske soldater, dernæst prostitution rettet mod soldater og endelig de såkaldte konsensuale intime og romantiske forhold, som begge parter selv har lyst til. De tre fænomener ser jeg på ved at læse en masse journaler igennem fra det bornholmske politi, som på det tidspunkt var reetableret efter at have være nedlagt under den tyske besættelse. Jeg læser også en masse dokumenter udfærdiget af Poul Christian von Stemann, som var amtmand på Bornholm, siger han.

Hvordan får du helt konkret fat i politiets materiale?

– Det ligger tilgængeligt på Rigsarkivet. Men det er ikke offentligt tilgængeligt endnu, det bliver det først om et par år, når det er 75 år gammelt. Men jeg søgte om tilladelse og fik den. Der ligger fem forskellige arkivsamlinger, som handler om kriminalitet begået enten af sovjetiske soldater eller imod dem. Jeg finkæmmede materialet og fandt selvfølgelig rapporter om seksuelle overgreb, men også rapporter, hvor politiet havde undersøgt, om der havde været prostitution i de områder, hvor soldaterne var, og hvor politiet havde været ude at tale med nogen i lokalbefolkningen om det. Der har været meget folkesnak, hvor man har set unge kvinder, som det typisk har været, gå rundt med sovjetiske soldater. De er ofte blevet mistænkt for at have været prostituerede, og derfor er politiet blevet indblandet i det.

– Men dertil brugte jeg altså Stemanns indberetninger til Social- og Indenrigsministeriet og hans personlige dagbøger. Han har beskrevet utroligt mange samtaler med den øverstkommanderende fra den sovjetiske besættelse, hvor de diskuterer alle tre emner.

Hvor omfattende er det skriftlige materiale, du har siddet og nærlæst?

– Det er fem tykke arkivmapper, hvor den enkelte rapport kan være alt fra én til tyve sider lang, og jeg har brugt 27 forskellige rapporter.

Er der ikke andre historikere, der før dig har læst de rapporter og uddraget noget af dem?

– Jo, det er der. Der er en historiker, Bent Jensen, og en journalist, Jesper Gaarskjær, der har behandlet dem. Den store forskel ligger i, hvor mange seksuelle overgreb, man finder i materialet. Bent Jensen fandt 14, jeg fandt i hvert fald 27, og jeg regner med, at der har været betydeligt flere.

Men som ikke er nedskrevet nogen steder?

– Lige præcis. Jeg har en stærk formodning om, at mange ikke anmeldte overgreb, de blev udsat for. Dels på grund af den skam, som var en del af sådan en oplevelse, og dels på grund af, at det var utroligt svært at få gennemført sådan en sag. Der er ingen af soldaterne, der bliver dømt, heller ikke selv om man får pågrebet en gerningsmand. Det, har jeg en formodning om, var offentligt kendt, blandt andet på grund af, at et medlem fra det daværende amtsråd skriver, at befolkningen udmærket er klar over, at ingen soldater bliver dømt for nogen former for kriminalitet, de begår. Jesper Gaarskjær finder 20 voldtægter, så han ligger midt mellem Bent Jensen og mig.

Gode varer

Når I kigger det samme materiale igennem, hvorfor finder du så dobbelt så mange voldtægter som Bent Jensen?

– Han har en generelt kritisk indstilling til, hvor mange seksuelle overgreb, der blev begået. I hans øjne var det ikke mange. Og derfor tror jeg, det var en generel tendens for at nedtone nogle af de ting, der er sket. Derudover benyttede han heller ikke alt det arkivmateriale, der var tilgængeligt, men kun halvdelen. Så der er flere naturlige årsager til, at han finder mindre. Gaarskjær var meget ude på at afklare, hvorvidt der overhovedet havde fundet et overgreb sted i de enkelte sager.

– Der er jeg af den opfattelse, at det kan være meget svært i dag at afgøre, om det rent faktisk har fundet sted. Jeg tager det meste for gode varer, fordi jeg går ud fra, at anmeldelserne er sandfærdige. hvis der er en sammenhængende historie.

Er det også ud fra en vurdering om, at man ikke går ud og fortæller sådan en historie, hvis den ikke er sand, fordi der samtidig er så megen skam forbundet med det?

– Lige præcis. Jeg forestiller mig også, at hvis man anmelder noget på det tidspunkt, som har med de sovjetiske soldater at gøre, så gør man det ikke for sjov, fordi det har været en meget omstændelig proces, hvor man skal tale med både de danske og de sovjetiske myndigheder, som efterfølgende skal forhandle om sagen. Man skal også udpege en soldat, hvilket også er en meget omstændelig proces, fordi der overhovedet ikke var styr på, hvor mange soldater, der var, og hvor de var udstationeret.

Det havde den sovjetiske hær vel trods alt styr på?

– Nej, overhovedet ikke. Der er samtaler, hvor Stemann spørger, hvor mange soldater, der er på øen, og den sovjetiske øverstkommanderende, general Jakusjov, svarer, at det ved han simpelthen ikke. Man skal jo tænke på, at alle de soldater, der kommer til øen, netop bogstaveligt talt er gået igennem det krigshærgede Europa fra Sovjetunionen og til Bornholm – bortset selvfølgelig fra, at de er sejlet det sidste stykke. Men der er totalt kaos, og de har mistet sindssygt mange soldater undervejs.

Har du været i kontakt med nogen på Bornholm i løbet af din opgaveskrivning?

– Jeg har været i kontakt med nogle arkiver og blandt andet fået nogle billeder fra Rønne Byarkiv, som viser samvær mellem nogle bornholmske kvinder og nogle sovjetiske soldater. Egentlig var det min intention at prøve at interviewe nogle af de børn, der kom ud af samværet mellem bornholmske kvinder og sovjetiske soldater, men jeg havde ikke lov til at kontakte dem på grund af Arkivloven. Det er jo fortrolige oplysninger, indtil arkiverne åbner om et par år.

Ved du, hvor mange børn der kom ud af det?

– Ifølge Justitsministeriets register er der tale om fem. Og det er blandt andet noget, jeg bruger som baggrund for at sige, at der ikke har været så mange relationer mellem sovjetiske soldater og bornholmske kvinder, for sammenligner man det med resten af Danmark, blev der født 5.500, hvor der var en tysker involveret.

Du vurderer altså, at der relativt var færre af den slags seksuelle relationer på Bornholm i forhold til resten af landet?

– Ja, set i relation til tid, befolkningsstørrelse og antal udstationerede soldater.

Udgangsforbud

Hvad med perioden, hvor det var tyskerne, der var på Bornholm?

– Der har jeg en formodning om, at der var flere relationer mellem befolkning og soldater. Der er blandt andet nogle opgørelser over kvinder, der var interneret på grund af forhold til tyske soldater, som viser sig at være betydeligt flere end dem, jeg finder, der var til sovjetiske soldater.

Hvorfor er det sådan?

– Der kan være mange forklaringer. Men for det første tror jeg, der var meget strengere regler for de sovjetiske soldater end for de tyske i forhold til, hvad de måtte. De havde strenge udgangsforbud og måtte ikke på samme måde som de tyske soldater mænge sig med befolkningen. Der var forbud mod, at de havde seksuelle relationer til danskere, og de kunne rent faktisk blive straffet for det.

– Jeg tror heller ikke, man skal undervurdere, at nogle af dem har set meget fremmeartede ud. Der bruger jeg faktisk nogle kilder fra Bornholms Tidende fra under krigen, hvor der bliver lagt vægt på, at de er fra Kirgisistan og Mongoliet mange af de første tropper, der kommer. De ser også krigshærgede ud, er kronragede, har skader og så videre, og de er beskidte. Det er klart, at det giver et andet indtryk end de tyske soldater, som havde ry for at se soignerede ud i flotte uniformer, de var styrketrænede, havde flotte tænder og så videre.

Der var måske også en sproglig barriere?

– Helt sikkert, dengang var det mere almindeligt, at man talte tysk end i dag, og der havde jo været fem år til at lære det. En anden ting er også, hvad de sovjetiske soldater kunne tilbyde. Det er ingen hemmelighed, at da de amerikanske soldater kom, kunne de tilbyde status og autoritet og materielle ting som en tur på restaurant. Det måtte de sovjetiske soldater ikke, mens de tyske kunne forlange for eksempel at få serveret øl og vin. De sovjetiske måtte formelt set slet ikke drikke alkohol, og det var forbudt for bornholmerne at sælge det til dem.

Du siger altså i dit speciale, at der har været flere voldtægter og måske også mere prostitution, end man hidtil har regnet med, men lykkes det dig at validere, at det forholder sig sådan? Du skal vel sandsynliggøre, at det er rigtigt, når du siger, at der har været mere, end vi hidtil har vidst?

– Ja, jeg bruger jo de kilder, som jeg har læst, som belæg for det. Og jeg fremlægger min tankegang om de mørklagte sager, alle de sager som ikke kommer frem, og som jeg sandsynliggør ved at se på, hvordan de registrerede sager ser ud. Mange voldtægtssager i dag foregår typisk mellem parter, der kender hinanden, og måske endda i ens eget private hjem, og der handler alle de sager, vi ser på Bornholm, om manden, der springer ud fra busken, som det ellers meget sjældent er, hvilket også gælder for dengang. Og jeg siger, at når alle de sager ikke kommer frem, så må det være, fordi der er et stort mørketal.

Abort

Det er vel en cirkelslutning – når de ikke kommer frem, er det, fordi det er mørketal? Men det er en formodning du har, at der er en masse sager, der ikke er kommet frem?

– Ja, det kan jo være svært at dokumentere i sidste ende, siger Hans Martin Sønderstrup-Andersen.

Men er der forskning, som siger noget om, at der typisk er mørketal i den slags sammenhænge?

– Ja, der bygger jeg lidt på et studie, som en tysk forsker, Miriam Gebhardt, har lavet, og som undersøger nogle af de voldtægter, der har været i Tyskland under krigen. Hun interviewer blandt andet folk, som først kommer meget senere og står frem og fortæller, hvad der skete – netop fordi de føler skam. Hun fortæller også, at mange af de sager, der rent faktisk oprindeligt kom frem, gjorde det, fordi kvinderne blev gravide, ellers havde de ikke anmeldt det.

– Sagen lå sådan dengang, at for at få abort, skulle man kunne påvise, at der forelå en voldtægt. Og det, jeg lægger mærke til i mange af sagerne, også på Bornholm, er, at Gebhardt kommer frem til, at folk anmelder det, fordi de gerne vil have en abort. På Bornholm er der netop flere, der kommer frem og fortæller, at de har opdaget, at de er blevet gravide på grund af en voldtægt, som skete for to måneder siden.

– Jeg mener, det sandsynliggør, at ligesom en del anmelder det netop, fordi de blev gravide, så er der også en del, der undlader at anmelde det, fordi de ikke blev gravide, siger den nyuddannede historiker.