FOR ABONNENTER

Nyker IF bryder med Hasle og vil stille eget seniorfodboldhold

Efter et par års samarbejde afbryder Nyker IF nu seniorsamarbejdet med naboerne i Hasle IF. Klubbens ledelse har en tro, at den nu råder over så mange spillere, så man kan stille med et rent Nyker-hold i DBU Bornholms seniorturnering.

– Det ser lovende ud, siger Knud A. Rasmussen, der efter generalforsamlingen i Nyker Idrætsforening den 22. februar forventes at blive valgt som formand for klubbens fodboldafdeling.

– Allerede til den første træning i lørdags var der mødt 17 spillere op. Derfor stiller vi med et rent Nyker-hold i 7 mands-turneringen i foråret. Det har desværre ikke været muligt at efteranmelde et 11 mands-hold på nuværende tidspunkt, fortæller Knud A. Rasmussen.

Nyker-holdet trænes af den tidligere danmarksseriespiller Kent Ole Larsen.

Troen på fremtiden skyldes især, at der er en flok tidligere Nyker-spillere fra 94/95-årgangene, der har fundet sammen igen. Det rygte har bredt har bredt sig som ringe i vandet og fået andre Nyker-drenge til at vende hjem fra de omkringliggende klubber i Rønne og Hasle.

En af foregangsmændene er Knud A. Rasmussens søn, Per, der har spillet flere kampe for Hasle/Nykers fælles bornholmsseriehold.

I Hasle forstår man godt, at Nyker-spillerne vil forsøge at stå på egne ben. Klubben mister måske én eller to spillere fra 1. holds-truppen, men det opvejes af, at man i Hasle også har oplevet at få tidligere Hasle-spillere tilbage fra andre klubber. Hasle-træner Jeppe Pedersen havde således 20 mand til træning på den første træningsdag i lørdags.

Samarbejdet mellem fodboldklubberne i Nyker og Hasle fortsætter i de ældste ungdomsrækker, hvor ingen af klubberne er i stand til at stille egne hold.