Miljøminister Lea Wermelin. Pressefoto

Toppolitikere på plads i Pedersker

Når Socialdemokratiet Midtbornholm mødes til generalforsamling mandag aften i Samlingshuset i Pedersker er der både beretninger fra foreningen ved formand Claus Larsen-Jensen, fra regering og Folketing ved miljøminister Lea Wermelin, fra kommunalbestyrelsen ved Thomas Thors og fra Regionsrådet ved regionsrådsmedlem Leila Lindén.

Generalforsamlingen skal samtidig foretage en række valg, fortæller Claus Larsen-Jensen, der er formand for Socialdemokratiets afdeling på Midtbornholm.

Et par bestyrelsesmedlemmer er på valg, og genopstiller, mens Jannie Kornum udtræder. Bestyrelsen indstiller Jesper Preuss Justesen som nyt bestyrelsesmedlem.

Der skal indstilles forslag til borgmesterkandidat til næste kommunevalg, som finder sted i 2021. Winni Grosbøll genindstilles.

Opstilling af øvrige kandidater til kommunalbestyrelsen sker først på generalforsamlingen om et år.

Ny kandidat til Regionsrådet

Der skal endvidere indstilles kandidater til næste valg til Regionsrådet. Leila Lindén genindstilles.

Men Socialdemokratiet Midtbornholm foreslår ligesom de øvrige afdelinger at også Joan Parente stilles op til Regionsrådet.

Endelig skal der indstilles kandidater til Folketinget. Her peger bestyrelsen på Lea Wermelin og Lars Goldschmidt.

Claus Larsen-Jensen genopstiller ikke, men står til rådighed som førstesuppleant til Folketinget valgperioden ud.

Bestyrelsen for Socialdemokratiet Midtbornholm indstiller – igen samstemmende med de øvrige afdelinger – Steen Frandsen til ny folketingskandidat. Den endelige opstilling afgøres på den fælles generalforsamling for Socialdemokratiet Bornholm i marts.