Foto: Allan Rieck
FOR ABONNENTER

Virksomhed fyrer 13: Tempoet har været for højt

PL Beton i Muleby har afskediget 13 medarbejdere, oplyser direktør John Holm.

– Det er den almindelige afmatning, som træder ind. Vi har i snart to år haft omkring 150 medarbejdere, og vi har i virkeligheden måske i længere tid kørt i et tempo, som har været en kende for højt. Vi toppede måske i slutningen af sidste år, og vi forventer en nedgang nu, hvor vi er godt med på alle vores projekter, siger John Holm om situationen.

PL Beton leverer især elementer til byggerier i det øvrige Danmark, men også til større byggerier på Bornholm.

– Vi har i forhold til mange andre bornholmske virksomheder været hjulpet af, at vi har et lidt større marked. Men vi følger så det marked, og jeg kan se, at mange af vores kollegaer i betonelementbranchen er en lille smule på vej ned. Så det er ikke kun os, det rammer. Det er bredt i hele branchen, uddyber John Holm.

– Der er ikke noget alarmerende i det overhovedet, og vi venter, at situationen vil bedre sig, når vi kommer lidt hen på foråret, siger John Holm.

Overskud i 2018

PL Beton er en god bornholmsk industrihistorie. Fabrikken blev etableret i 1947 og har også tidligere i historien været oppe på omkring 150 beskæftigede. Men i starten af det nye årtusind gik det tilbage, og PL Beton lukkede i sommeren 2011. En måned senere genopstod virksomheden i et nyt selskab under samme navn. Siden har man mere end levet op til forventningerne – både med hensyn til omsætning og beskæftigelse.

PL Beton havde i 2018 et overskud på 7,9 mio. kroner.