Arkivfoto: Allan Rieck

Anders Lund Madsen: Det er en skandale

Journalisten og entertaineren Anders Lund Madsen melder sig nu blandt de folkemødegæster, der er skuffede over, at Ærø-coasteren Samka ikke bliver en del af årets Folkemøde.

– Jeg synes, at det er en fuldtonet skandale. Jeg vidste ikke det her. Det er forfærdeligt. Først forsvandt den konservative skonnert. Det var en skandale, men hvis Samka også forsvinder, begynder de at æde fra selve sjælen i Folkemødet, siger han til Fyns Amts Avis.

Anders Lund Madsen giver heller ikke alverden for Folkemødets argument om, at man kan få plads til to andre både i inderhavnen ved at flytte Samka ud på ydermolen.

– Og hvis man flyttede alle de andre skibe, der er der, kunne man få plads til 10.000 gummibåde, siger han.

Anders Lund Madsen på Folkemødets scene. Foto: Jens-Erik Larsen