Foto: Berit Hvassum

Ny udvikling i varmestriden: RVV vil køre erstatningssag

Rønne Vand og Varme (RVV) har tænkt sig at indlede en ny voldgiftssag mod Bornholms Energi og Forsyning (Beof).

Sagens formål er at opnå en økonomisk kompensation for de ekstraomkostninger, som ombygningen af blok 6 på kraftvarmeværket i Rønne har fået for det forbrugerejede fjernvarmeselskab, oplyser RVV’s direktør Erik Steen Andersen.

– Vi har adviseret, at vi kommer til at anlægge en erstatningssag, siger han til Bornholms Tidende.

– Vi er uforskyldte i prisstigningerne, som rammer os. De traf denne afgørelse hen over hovedet på os på trods af varmekundernes protester, siger Erik Steen Andersen.

Bornholms Energi og Forsyning har modtaget adviseringen, og den forestående voldgiftssag indgår på en liste over verserende og fremtidige sager, som advokatfirmaet Bech-Bruun har lavet for Beof.

Voldgiftsinstituttet behandlede sidste år to sager i varmestriden. Begge faldt ud til RVV’s fordel mod henholdsvis kommunalt ejede Beof’s el-produktionsselskab, BEP, og regionskommunens affaldsselskab Bofa.

Sagerne handlede om, hvorvidt RVV var i deres gode ret til at betale mindre beløb for fjernvarmen efter ombygningen, end de kommunalt ejede selskaber opkrævede. Konsekvensen af voldgiftssagerne var, at Beof ifølge selskabets egen opgørelse i perioden 2017-19 har modtaget 44 millioner kroner for lidt. Denne underdækning har Beof annonceret, at RVV skal betale i 2020 og 2021, og det er en væsentlig medvirkende årsag til, at en gennemsnitshusstand i Rønne fra og med marts skal betale godt 500 kroner ekstra om måneden for fjernvarmen.

RVV har klaget over prisstigningen til Forsyningstilsynet, som i en foreløbig kendelse har afgjort, at Beof har lov til at opkræve underdækningen. Forsyningstilsynet mangler dog endnu at tage stilling om underdækningens størrelse er korrekt beregnet. Begge forsyningsselskaber har indleveret deres høringssvar, og Forsyningstilsynets endelige afgørelse ventes om cirka en måned.