Pinsekirken i Rønne. Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Helbredende nordjyde på besøg: Hvad skal man dog tro?

Som en af de sidste ankommer jeg til Pinsekirken Bornholm i Rønne. Ved indgangen bliver jeg hilst velkommen og får tilbudt en lap papir med et nummer.

Det angiver, hvornår det bliver ens tur til at gå til forbøn, men jeg takker nej. Jeg er her blot for at se, forklarer jeg og siger bagefter goddag til præst Michael Kaarby, som på forhånd har givet os lov til at overvære lørdagens arrangement med Hans Berntsen – direktøren fra Aalborg, der siden 1982 har bedt for syge og – hvis man vælger at tro på det – har helbredt mange.

Få minutter senere byder en af frikirkens ledere velkommen.

– Velkommen til helbredelsesmøde. Det er første arrangement i vores 100-års jubilæumsweekend, siger han.

Ved helbredelsesmøder plejer der at dukke mennesker op, som ellers ikke kommer i Pinsekirken, har jeg fået at vide, og gennem eftermiddagen introduceres de til kirken.

– Når nu vi er en frikirke, får vi ingen støtte, fortæller præsten, inden en pengebøsse bliver sendt rundt til deltagerne, som frivilligt kan vælge at donere til jubilæumsweekendens fejring.

Hans Berntsen kobles til mikrofonen og stiller sig foran menigheden. Aftenen forinden har han bedt og helbredt i Nexø Frikirke, og hver eneste gang går han ind til møderne med sommerfugle i maven – ikke nervøse sommerfugle, men de spændte af slagsen, fortæller han.

– Vi er på et meget solidt, fast grundlag, siger han og tilføjer:

– Det kristne budskab. Der er en bibel i næsten alle danske hjem, men ikke alle steder er de lige slidte.

Mit udgangspunkt som temmelig passivt medlem af folkekirken er skeptisk. I den logiske, målbare verden, som præger tankegangen i nutidens samfund, er der dårligt plads til Hans Berntsens budskab, og den joviale forkynder ved godt, at der denne lørdag sidder andre i kirken, der har det som mig.

– I har sikkert tænkt jer godt om. Ikke nok med, at det er en kirke. Det er en pinsekirke.

Han taler direkte til den enkelte kirkegænger og understreger, at muligheden for at blive helbredt gennem forbøn ikke afhænger af ens anciennitet som troende.

– Du har lige så god chance som alle andre for at få berøring af Gud.

I den rummelige kirke, der tidligere blev brugt som lagerbygning for detailhandlen, sidder også mange af Pinsekirkens medlemmer.

– Amen, udbryder flere i kirkerummet sagte, da Hans Berntsen erklærer, at ”For Gud er alt muligt”.

Mirakler og dem der udeblev

Gennem humoristiske fortællinger letter Hans Berntsen, der ellers godt kan virke let tynget. Rundt omkring på stolene sidder jo mange mennesker, der døjer med smerter, som ikke kan kureres af lægerne.

Han fortæller om teenageren fra Farsø, der havde problemer med hårtab. Med Guds hjælp blev håret siddende, men et par uger senere ville en af drengens venner vide, hvem det var, der havde fremkaldt helbredelsen.

– Er det ham? spurgte han eftersigende ved synet af den tyndhårede Volvo-direktør.

Hans Berntsen viste på kirkens storskærm også en halv snes videoer fra tidligere møder. Optagelserne viste sclerosepatienter, der pludselig rejste sig fra kørestolen, og folk med spasmer i hænderne, der rettede sig ud, efter Hans Berntsen havde bedt for dem.

Et af de mest mirakuløse eksempler, som Hans Berntsen tillægger særlig vægt, er før-og-efter-skanningsbilleder af en for tidlig født drengs hjerne. Den ene hjernehalvdel manglede før den himmelske indblanden. Efterfølgende voksede hjernen, og hjerneskaden blev undgået.

– Det er ikke placebo – det er sygehusets billeder. Lægerne er ved at flade bagover over det, de ser, siger Hans Berntsen, mens jeg i mit stille sind tænker, at photoshop-manipulation og godt skuespil er set før.

Men vidnesbyrdene, der kan virke troværdige, skal selvfølgelig udfylde en funktion: Øge troen og håbet på helbredelsen.

Og Hans Berntsen gør meget ud af, at han ikke lover noget.

– Angående helbredelser giver jeg ingen garanti, understreger han.

– Ham helbredelsesprædikanten står med to kunstige hofter, kan jeg afsløre for jer.

Gennem bønnen lægger han behovet over i Guds hånd, fortæller han.

Han har selv haft kræft inde på livet. Hans første kone døde for få år siden, og hans nuværende kone måtte igennem en større kræftoperation. Ukurerlige Sygdomme, der ikke kan kureres, afkræfter ikke troens muligheder. Tværtimod, fastslår han.

– Hvordan skulle jeg have klaret det, hvis ikke jeg havde troen.

Hans Berntsen erklærer derpå, at hans største håb er, at det er ”en flok levende mennesker, der går hjem”.

Hvis man under og efter forbønnen ikke mærker nogen forskel, kan det være, at der er blevet sat gang i en proces. Og spørgsmål om kødeligt liv og død kan være underordnet, da man ved at fordybe sig i troen i overført betydning ”bliver født på ny, til et helt nyt, evigt liv”, som Hans Berntsen siger.

Nu er vi ved at være klar. Inden selve forbønnen skal de i forsamlingen, der håber på helbredelse, lave en kort fællesbøn ”om tilgivelse for fejl og ønske om at blive fyldt med Guds kærlighed og fred”.

– Tror I, at der sker noget i himlen? Eller er de gået på weekend? spørger han efter bønnen.

 

Guddommelig hjælp

Hans Berntsen gjorde flere gange brug af denne teknik til at rette personernes skævheder ud.

I få sekunder beder han for patienten, som koncentrerer sig om at være modtagelig for Guds hjælp.

Fotos: Berit Hvassum

 

Listen

Prædikanten har fået en liste over, hvilke sygdomme og skavanker han skal forsøge at helbrede.

– Hvem er det, der har problemer med venstre skulder og ud i armen?

En mand rækker hånden i vejret.

Hans Berntsen fortsætter med at gennemgå de fremmødtes dårligdomme.

Det er mavesår, celleforandringer i brystet, psoriasis, diabetes, nedsat lungefunktion og et par, som ønsker at få et barn.

– Så er der diskusprolaps. Hvor mange af dem er der i dag? 1-2-3-4, siger han, mens han tæller rygpatienternes håndsoprækning.

Og så er tiden inde til at tage hul på seancen. Hans Berntsen beder alle, der er nysgerrige, om at komme op på forreste række, så de kan følge forbønnen.

Lader folk komme tæt på

Han sætter sig ned over for en kvinde. Det hele går forbløffende hurtigt. De vender et par ord om kvindens situation, og selve bønnen tager omkring ti sekunder.

De, som har problemer med ryg, hofter, skuldre og lignende bliver bedt om at strække benene ud. Hans Berntsen forklarede under videofremvisningen, at han – gennem bøn – kan justere kroppens skævheder.

– Kan du mærke det? spørger han, da kvinden rejser sig.

Hun nikker bekræftende med et stort smil.

– Skal vi ikke satse på, det er forsvundet, kommenterer han, og hun takker ham.

Bornholms Tidende vil ikke skrive under på, at der fandt mirakler eller helbredelser sted i Pinsekirken lørdag eftermiddag. Men de, som vi snakkede med, berettede om gode effekter, og vi så ingen sure miner.

Efter alle har været igennem kommer Hans Berntsen over og snakker med avisens to udsendte. Først sætter han sig på en stol og justerer fotografens ømme skuldre ved at skubbe på hendes fødder.

Dernæst spørger han, om han skal bede for mine skavanker. Jeg føler, at det er lidt upassende, for jeg har jo ikke indlevet mig i bønnen tidligere. Og jeg tror, at man virkelig skal tro og gøre en indsats, hvis noget skal ændre sig. Men efter lidt tøven overgiver jeg mig, for jeg har døjet lidt med en øm skulder de seneste dage.

Jeg sætter mig til rette, strækker benene og vender tankerne indad.

– Prøv at se skævheden, siger han med henvisning til mine hæle, inden han rykker lidt ved mine fødder.

– Kan du mærke det? spørger han, da vi er færdige, og jeg fornemmer fristelsen til at svare bekræftende.

Jeg ved nu ikke. Antydningen af den ømme nakke er der stadig.

Få minutter senere,da jeg kører væk fra Sagavej, er ømheden dog stort set forsvundet.

Hvad i alverden skal man dog tro?