Arkivfoto

Ny madskole ser dagens lys

Bornholm er med, når landbrugets børne- og ungdomsorganisation 4H i vinterferien lancerer en nyt madskolekoncept seks steder i landet. Nærmere bestemt er det Søndermarksskolens køkken, de madglade børn skal indtage. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I slutningen af februar kan børn her på øen blive blandt de første til at prøve kræfter med Tre dage med madskoler, som det nye koncept hedder. I de tre dage vil fokus være på mad, madlavning, madglæde og madmod, når børnene introduceres til madens verden i skolekøkkenet.

Madskolen henvender sig til børn mellem syv og 12 år, som har lyst til at tage grydeskeen i egen hånd. Sammen med en gruppe frivillige instruktører, vil de regere i køkkenet, hvor de skal hakke, stege og brase, føle, smage og dufte. Og måske bliver de så bidt af det, at de fortsætter derhjemme, når madskolen er slut.

Ifølge 4H er Tre dage med madskoler for dem, der slet ikke kan vente til sommerens madskoler, eller som gerne vil prøve en lidt mindre model, inden de begiver sig ud i en hel uges madskole. Hvis konceptet bliver en succes, er det tanken, at det kan køre i flere af de kortere skoleferier.

Tre dage med madskoler arrangeres af 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000. Tilmelding kan ske på madskolernes hjemmeside.