Social- og sundhedsassistenteleverne blev hos Antidot Danmark uddannet i at give førstehjælp til personer med en overdosis – og modtog et bevis på deres nye kundskaber. Medicinhåndtering er en vigtig del af deres uddannelsesforløb. Eget foto

Sosu-elever samler strømper og underbukser til hjemløse

I sidste uge tilbragte 21 fremtidige social- og sundhedsassistenter tre dage i Københavns skyggeside. De studerende fra Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole skulle lære om misbrug, hjemløshed, prostitution og ulighed i sundhed på studieturen.

Et af besøgene, der gjorde indtryk, fandt sted hos Kirkens Korshærs herberg på Nørrebro, hvor der er rift om de 30 sovepladser i natcaféen for akut gadehjemløse.

Her fortalte en af medarbejderne fra natcaféen om de hjemløses hverdag og manglen på basale beklædningsgenstande. Særligt herresokker og underbukser er en mangelvare, og efter hjemkomsten har klassen besluttet at sætte gang i en indsamling.

– Vi opfordrer alle til at rydde op i mændenes klædeskab, fortæller Marie Liliendahl fra sosu-holdet, der påbegyndte uddannelsen i januar 2019.

De bornholmske studerende fik fortalt, at de hjemløse først kan komme ind på herberget fra klokken 24. Senest klokken 10 næste formiddag skal de overnattende tilbage på gaden, og i weekenden er de nødt til at være ude fra klokken 7.

– De går ude i resten af døgnets timer og slider derfor mange strømper op, siger Marie Liliendahl.

To steder i Rønne

Indsamlingen foregår i uge 4 (indeværende uge) og uge 5. På Campus Bornholm er der sat en sort kurv frem ved sundheds- og sygeplejeskolens område på anden sal. Desuden kan man aflevere strømper og underbukser i Møllegade 53 i Rønne – donationerne skal stilles inden for den sorte port, hvor der vil være et skilt sat op.

Herefter vil strømper og underbukser – der gerne må være brugte, bare ikke hullede – blive sendt til herberget i København.

Ud over at opleve et herberg besøgte klassen også ”stofudleveringen” på Vigerslev Allé, Medicinsk Museion, en specialinstitution på Forchhammervej og Antidot Danmark, hvor de blev uddannet til at give førstehjælp ved en overdosis. En tidligere hjemløs, der nu er guide hos ”Gadens stemmer”, viste de studerende rundt i de hårde miljøer på Vesterbro.

Holdet af SOSU-assistenter er i begyndelsen af et psykiatriforløb. De 21 studerende skal i praktik i psykiatrien på Bornholm – for eksempel på bosteder og demensafsnit – fra februar til juni.