Foto: Henrik Ejby
FOR ABONNENTER

Bornholms første hybridtaxi kører 60 km på literen og udleder meget mindre CO2 end en dieselbil

Hvis man ringer efter en taxi hos Dantaxi, er der mulighed for at komme ud at køre i en hybridbil. Som den første taxivognmand på Bornholm har Henrik Ejby valgt den konventionelle dieselbil fra til fordel for en, der både kører på el og diesel. Det er der flere grunde til.

Hybrid- og elbilerne er endelig nået op i en størrelse, hvor de er attraktive til taxikørsel, og derudover er der nogle miljøkrav, som det er nemmere at leve op til med en hybridbil.

– Hvis man skal have en stationcar i den størrelse, som den her er, så hedder den hybrid, for ellers kører den ikke langt nok på literen. Ellers bliver det nummeret mindre, man skal vælge. Men i bund og grund er bevæggrundene for at købe den miljømæssige, for den kører dobbelt så langt på literen som en konventionel diesel, siger Henrik Ejby.

I indkøb er hybridbilen noget dyrere, men den grønne ejerafgift og den daglige drift er billigere.

– Jeg sparer næsten 5.000 kroner om året i grøn ejerafgift, fordi den kører så langt på literen. Og så er der selvfølgelig noget på driften også, med de mange kilometer vi kører i taxi. Der betyder en længere kørsel per liter noget i sidste ende, fortæller han.

For langsom opladning

Egentlig ville Henrik Ejby helst have haft en ren elbil, men det er simpelthen ikke en reel mulighed på Bornholm, fortæller han. Forklaringen er, at ladeinfrastrukturen ikke kan levere det, han har brug for som selvstændig taxivognmand.

– Man kan simpelthen ikke lade den op hurtigt nok til det kørselsbehov, vi har. Som privatbil er det helt fint, for den kan stå natten over og lade, men en taxi skal ud at køre, siger Henrik Ejby.

Ifølge ham er problemet både, at der ikke er ladestandere nok, og at de har for lav effekt.

– Den største ladestander, vi har på Bornholm, er på 50 kilowatt. Det betyder, at en taxi på den her størrelse på ren el skal lade i fem timer, når den er flad. Det er for længe at holde stille. Vi skal op på det, der hedder en 175 kilowatt-lader, som tager et kvarter, og så er der 300 kilometer på igen. Det havde vi kunnet bruge til noget, lyder det fra Henrik Ejby.

En elbil kan dog blive næste skridt, når ladenettet bliver udbygget, men i den aktuelle situation synes han, at en hybrid er det bedste alternativ til en almindelig bil, hvis man tænker på grøn omstilling.

 

 

Miljøhensyn

Henrik Ejby har som den første taxivognmand her på øen investeret i en hybridbil til taxikørsel.

Det gør han primært af hensyn til miljøet, fortæller han.

Arkivfoto: Berit Hvassum

 

Gearet til erhvervsbiler

Da beslutningen om at købe en hybridbil var truffet, blev modellen valgt på baggrund af Henrik Ejbys erfaring.

For det første skulle det være en bil af en vis størrelse, da de lokale taxivognmænd har en del ture med rollatorer og kørestole, og i hele sommerperioden er der meget bagage.

– Og så er det jo en arbejdsplads, både for mig som ejer af den, men også for de folk, jeg har ansat, og der skal være ordentlige rammer, når man sidder der i så mange timer, som vi gør, siger Henrik Ejby.

For det andet er det vigtigt for ham, at han kan få serviceret bilen, når han har brug for det, og i Nyboes Auto har Mercedes et rigtig godt lokalt værksted, fortæller han.

– De er gearet til at have med erhvervsbiler at gøre. Det vil sige, at vi stort set aldrig holder stille, hvis der er noget, der går itu, for de er lynhurtige til at skaffe os reservedele. De har åbent 24 timer, hvis vi har brug for det. Det koster jo penge at holde stille, og vi har nogle folk ansat, som skal have løn, selvom bilen ikke kører.